Når man bliver Ramt

Ramt er en ny dansk novellefilm, og er faktisk så ny, at den ikke har fået præmiere i Danmark endnu. De eneste steder man kan opleve den i skrivende stund er til Bucharest Shortcut Cinefest og Västerås Filmfestival, så hvis man ikke lige gider at tage til Rumænien eller Sverige, må man væbne sig med tålmodighed. Tålmodighed behøver man dog ikke nødvendigvis at have så meget af, for efter at have set denne lille film på 30 minutter, kan jeg ikke forestille mig, at den ikke bliver udtaget til et par af de danske filmfestivaler.

Bøtten på hovedet

Filmens titel er en meget god indikation af hvad filmen handler om. Den handler nemlig om at blive ramt af noget uforudsigeligt, der kommer til at ændre ens liv totalt, kampen om at acceptere det, og finde livslysten igen. Det er i sig selv ikke originalt, og det behøver en historie nødvendigvis heller ikke at være, men Ramt formår alligevel at vende bøtten på hovedet. Filmen handler om en kvinde i sin bedste alder, der pludselig bliver ramt af en sygdom, der gør, at hun gradvist mister alt der giver hendes liv mening. Sygdommen bliver aldrig nævnt, hvilket er et mesterligt træk, men jeg kan godt afsløre, at der her er tale om sygdommen sklerose. Hvis jeg kigger mit indre filmbibliotek igennem, kan jeg ikke komme på nogle film der omhandler sklerose, så kado til Ramt for at drage ud på uudforsket territorie.

Det første man desværre lægger mærke til, er det lidt staccato og klodsede skuespil fra alle parter. Det ødelægger en del af den følelsesmæssige investering man har brug for i starten, for at historien kan fungere. Heldigvis er det kun i starten, og efter et par scener med lidt for meget "manuskriptsoplæsning", finder skuespillerne fodfæstet og filmen bliver en del bedre. Hvad der gør, at skuespillet pludselig ændrer sig til det bedre, kan jeg kun gisne om, men om ikke andet gør det sidste halvdel ekstra god, ved siden af sin halvklodsede start. Der er jo ikke noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget, som man siger. Nu vi er ved skuespillet, så spiller vores hovedperson, Lotte Munk, ganske upåklageligt. Hun formår at få os med ind i hendes tankeverden, og man føler virkelig med hende. Ja, man skulle næsten tro hun havde sklerose. Den måde hun smerter sig og ryster på hænderne, det kan ikke gøres bedre.

Du kan ikke undgå at blive ramt

Ramt handler lige så meget om sklerose, som den handler om den eksistentielle krise og endegyldige depression der medfølger. Kæresten skrider, man bliver fyret og ryger på førtidspension, folk forsvinder stille og roligt ud af ens liv, og man bliver til sidst en ensom grøntsag uden venner og familie, dømt til et liv med irriterende sygehjælpere. Netop dette er det sidste kritikpunkt jeg vil nævne. Selvom det nok ikke er det, instruktøren Rasmus Doolengs vil signalere med filmen, så er det dét, jeg får ud af den. Der er ingen forløsning af at komme over på den anden side ved at vores hovedperson accepterer sin sygdom, hun forbliver bare i en zombie-lignende depressionstilstand, uden at have fået antændt bare den mindste livsgnist igen. Sklerose er en forfærdelig ting, og jeg er sikker på, at der er mennesker, der aldrig kommer til at kunne smile igen, men det bliver bare for ensidigt. Det er vigtigt at skildre den depressive del, specielt for os som publikum, men hvad med det positive? Oprejsningen? Der bliver bare fokuseret for meget på skyggesiden. Det er selvfølgelig en smagssag, men i min verden er det vigtigt at specielt sådan en film her giver håb, og det gør den ikke, tværtimod. F.eks. irriterer det mig, at vores hovedperson ikke gider at tale med sine sygehjælpere til sidst, selvom de hjælper hende og prøver at gøre det bedste for hende. Her kommer ordsproget ind igen: Der er ikke noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget. Jeg føler historien godt kunne bruge mere af den attitude.

Når det nu er sagt, så er Ramt en meget veludført novellefilm. Flotte billeder, uproblematisk lydbillede, drama der aldrig bliver for meget eller overfladisk, og et soundtrack der hænger sammen med historien der bliver fortalt. Det vigtigste er, at man virkelig kommer til at føle med vores hovedperson og hendes forfærdelige situation. Du kan ikke undgå at blive rørt, rystet og ramt.

IT - Klovnen er tilbage!

Det er 27 år siden vi sidst så den frygtindgydende klovn, Pennywise, på skærmen. Dengang var det legendariske Tim Curry bag klovnemasken, og hans version af karakteren er stadig lige så skræmmende i dag, som den var dengang. Så hvorfor lave et remake? Og er det ikke farligt, når nu den originale er så vellykket?

Frygt

Jeg var 1 år da den originale kom ud i 1990, og har derfor aldrig haft det største forhold til den. Det siger sig selv, at jeg var for ung til at se den, da den kom ud, og da jeg blev gammel nok til at se farlige gyserfilm var den røget lidt i glemmebogen. Desuden har gyserfilm aldrig haft min store interesse, og det er først her de sidste par år, at gyserverdenen har åbnet sig op for mig. Gyserfilm lavet på den rigtige måde, handler nemlig om meget mere, end bare at skræmme. Det er hvad der ligger bag skriget, der er virkelig gruopvækkende. Det er få gyserfilm der tør tage det spadestik dybere end overfladiske jumpscares, men her de sidste par år har vi haft en renæssance af gyserfilm, der tager genren seriøst igen. Ikke flere dumme teenagere i en hytte i skoven, nej, lad os i stedet finde ud af hvad der egentlig ligger bag ordet frygt.
Det er her It kommer smukt ind i billedet. It er nemlig ikke nødvendigvis kun ude på at skræmme dig, men også ude på at få dig til at frygte den. Det kan godt lyde lidt lommefilosofisk, men der er altså en forskel. Frygt er snigende, nervepirrende og vedholdende, hvorimod følelsen af at blive skræmt nok kan give dig hjertebanken og få dig til at sige sjove lyde, men ikke bliver hos dig. Et chok kan du grine af bagefter, men frygt er noget andet. En frygtindgydende film bliver hos dig i lang tid, og denne frygt-følelse forsøger It at spille på. Dette gør den nogenlunde succesfuldt, selvom den nogle steder godt kan blive lidt for kliché, har nogle sjove genreblandinger og har et par lidt for traditionelle jumpscares her og der.

Et forfriskende pust af Nostalgi

Der går ikke lang tid før vi får klovnen Pennywise at se, og på en måde er det rart med en film der ikke gemmer "monsteret" til sidst. Vi får også meget hurtigt at se, at denne nye version ikke er til at tage for givet, når den pludseligt bliver en del mere blodig end man måske havde forventet. Man skal passe på med det blodige i film (eller gory, som det hedder på "inglés"), det kan nemlig meget hurtigt blive et unødigt kvalmende element. Den store nødvendighed har de gory elementer heller ikke til historien her, men på sin vis passer det fint ind, da det ikke bliver overdrevet, og fokusset dermed ikke bliver flyttet fra historiens kerne.
Efter introen bliver vi introduceret til vores verden og hovedkarakterer, som er en gruppe skoledrenge og en pige, der har fundet sammen fordi de allesammen bliver mobbet. Karakteropbygningen er rigtig flot konstrueret. Da der er mange hovedkarakterer man skal lære at kende på forholdsvis kort tid, får vi aldrig en fuld præsentation af alle sammen. Det vi til gengæld får er en meget effektiv rundgang af de forskellige karakterer, så vi ved præcist så meget vi skal om dem og deres særheder før historien kan gå i gang. Dette fungerer rigtig godt. Inden længe får man følelsen af at have set det hele før, og man kommer hurtigt i tanke om Netflix-serien Stranger Things som udkom sidste år (2016). Den bærer så tydelig inspiration, at den endda har Finn Wolfhard på rollelisten, som også var med i Stranger Things. It hopper altså med på den nostalgiske filmbølge, der på det sidste har idoliseret 80'erne og de "Spielberg'eske" ungdomsfilm fra dengang - såsom E.T. og The Goonies. Det kan godt være et turn-off for nogle, men personligt er jeg vild med denne nye bølge, da jeg altid har elsket 80'er filmstilen. Hele idéen med at rykke historien op til 80'erne, i stedet for 50'erne som i den originale, er også et mesterligt træk. Jo længere vi kommer væk fra 50'erne, jo mindre kan vi som publikum identificere os med dengang. Medmindre du selvfølgelig var ung i 50'erne, men dette er ikke målgruppen mere. 80'erne er er den tid hvori størstedelen af målgruppen for denne nye version af It var børn, og filmen får derfor et forfriskende pust af relaterbart nostalgi.

Børneflokken vi følger igennem filmen

Pennywise er sjov?

Som nævnt tidligere blev Pennywise i 1990 spillet af den legendariske Tim Curry, og ingen kommer nogensinde over hans fantastiske præstation. Pennywise anno 2017 bliver spillet af den mere ukendte Bill Skarsgård, der er i familie med både Stellan Skarsgård og Alexander Skarsgård, som efternavnet afslører. Denne rolle ville de fleste skuespillere nok sige nej til af ren ærefrygt, for det er ikke mange der kan gå i Tim Currys sko. Bill Skarsgård når heller ikke Tim Curry til sokkeholderne, men gør en hæderlig præstation. Man kan se han har tilføjet et par småting til karakteren, men i det store hele laver han egentlig bare sin bedste imitation af Tim Curry som Pennywise, og det er på en måde smart. Selvom det ville have været sjovt at se en skuespiller tage karakteren et helt nyt sted hen, så er det også betryggende at se noget man ved der fungerer, spillet af en skuespiller der er sikker på sin sag, og det er Bill Skarsgård, som med denne præstation sikkert er blevet det naturlige valg til alle fremtidige skurkeroller. Hvis man skulle sige en negativ ting, så er det at Bill Skarsgård er en tand for ung til rollen. Tim Curry var 44 år dengang han spillede Pennywise, og selvom der ikke er nogen bestemt alder på klovnen, så ville en ældre skuespiller have klædt rollen lidt mere.
Nu vi er ved skuespillet, så fortjener vores hovedpersoner også en masse ros. Man bliver altid nervøs når man har med børn at gøre i film, tit spiller de nemlig ikke så godt, og det kan godt virke distraherende. Disse børn spiller dog alle fabelagtigt, og deres komiske timing er eminent. Du tænker måske det er mærkeligt at jeg skriver "komiske timing" når vi her snakker om en gyser, men It ville jeg faktisk kategoriserer som en komediegyser. Omkring 40% af filmen er humoristisk og sjov, og det var noget der især overraskede mig. Det er ikke fordi man tænker på at grine, når man ser plakaten... Grin og gråd balancerer hinanden ud, og det gør filmen til en overraskende harmonisk oplevelse. Dvs. skønt dens dybe historie om frygt, bliver den let at sluge, hvilket er et plus i min bog.

Bill Skarsgård i rollen som Pennywise

It er en af de bedste Stephen King adaptioner jeg har set, og selvom det kommer fra en, der ikke har læst nogle af hans bøger, så har jeg til gengæld set mange af de film der er baseret på dem. Selvom It godt kan virke en smule for old-school til nogen, også i sine skræmmeteknikker og gyserelementer, så er den så veludført, at man ikke kan andet end at respektere den. Decideret skræmmende blev den aldrig, men man får til gengæld et snigende ubehag mens filmen undersøger hvad frygt er, og hvordan man bekæmper den. Så skønt småplatte elementer her og der, så er It anno 2017 en meget vellykket og underholdende filmoplevelse.

    
 

Pixar - fra mindre godt til mega godt!

Nu hvor Cars 3 kører i biografen og Coco snart kommer ud, må jeg hellere byde på min liste af Pixarfilm fra værst til bedst… Eller fra mindre godt til mega godt, som jeg har valgt at kalde den. En Pixarfilm slår nemlig aldrig fejl, eller gør den?

17. Cars 2 (2011)

Cars 2.. ja, hvad skal jeg sige. En underholdende film hvis du er 10-12 år, og det er der jo ikke noget galt i, men hvis du ikke er det, så held og lykke. Lad os håbe at Pixar aldrig synker så dybt igen, og at der efter Cars 3, bliver lukket for historien om bilerne, så vi kan komme videre med nogle lidt mere spændende ting.

16. Cars (2006)

 Jeg kan tydeligt huske da Cars kom ud. Alt Pixar havde udgivet indtil da havde været lutter topkarakterer fra alle sider af, kunne dette filmstudie virkelig ikke begå fejl? Jo, det kunne det så. Cars er ikke en dårlig film, ingen Pixar film er deciderede dårlige, men Cars kan altså på sin bedste dag ikke blive til andet end en middelmådig animationsfilm til børn.

15. Brave (2012)

2012 var det mærkelige år hvor Disney lavede en Pixarfilm, og Pixar lavede en Disneyfilm. Disney lavede den meget kreative og dybe Wreck-It-Ralph, mens Pixar lavede den meget overfladiske og traditionelle Brave. Brave er en god gammeldags prinsessehistorie, som Pixar prøver at lave unik ved at sætte universet i den keltiske kultur. Men man skal ikke kigge meget under overfladen for at se den samme gamle historie udfolde sig. Prinsessen er en stærk selvstændig kvinde, der bryder tidens normer ved ikke at ville gifte sig med den mand hendes forældre vil have hun gifter sig med, hun bliver sur og stikker af… blah blah blah, de bliver alle venner til sidst og datteren får sin vilje og får moderniseret den traditionsplagede middelalder. Det bliver bare kedeligt.

14. Finding Dory (2016)

Den største fejl ved Finding Dory er, at 90% af filmen foregår oven vande. Det er godt nok den dummeste beslutning man kunne have taget. Det unikke ved Finding Nemo-universet er jo at det foregår under vandet! ingen andre Pixarfilm har den fantastiske mulighed med at udforske havets mange eventyr, og ved at lade filmen foregå på landjorden det meste af tiden, forsvinder magien langsomt, og den drukner til sidst i en følelse af, at man har set det hele før. Så er den i øvrigt super urealistisk og fyldt med store plothuller. Ingen ser blæksprutten køre en barnevogn gennem vandlandet? Nej, okey… Kører blæksprutten varevogn nu? Aha… Konstante ting som det, der desværre ødelægger hvad der kunne have været en god film.

13. Monsters University (2013)

Monsters University lyder mere som en udvidelsespakke til The Sims end en egentlig film, men man skal ikke lade sig narre. Skønt dens stærke stank af unødvendig efterfølger, er den nemlig meget mere vellykket end man skulle tro. Historien er fin og binder den godt sammen med den originale film. Den ødelægger ikke den originale, som nogle efterfølgere kan gøre. En rigtig letfordøjelig film til en fornøjelig aften i sofaen uden de store tanker.

12. The Incredibles (2004)

Det kan måske virke mærkeligt, men The Incredibles har aldrig ligget så lunt i min lomme. Det er ellers en af de meget populære film fra Pixars side. I min verden virker hele superheltetemaet bare ikke til Pixars fordel, også selvom jeg godt kan lide idéen med Pixars version af en populær genre. Jeg vil skyde på at lidt over halvdelen af alle animationsfilm har noget med superhelte at gøre, og det er her problemet ligger. Selvom den er sjov og underholdende, så bliver jeg bare lidt træt. Jeg har ikke behov for en ny animeret superheltefilm. 

11. A Bug's Life (1998)

Jeg må indrømme at det er længe siden jeg har set A Bug's Life, men med alle de gode minder jeg har af den fra barnsben af, kan jeg ikke andet end at give den fuld respekt. Den når dog ikke at komme med i top 10, men det er stadig en rigtig god film. Hele myretuen og den store insektverden der findes når vores hovedperson drager ud på eventyr, er så kreativ og fantasifuld, at man som barn (og voksen) ikke kan undgå at blive fascineret, og bygge videre på den om natten i ens drømme. Så selvom A Bug's Life ikke er den Pixarfilm med mest krudt i, så giver mine personlige minder den et spark op ad listen.

10. Toy Story 2 (1999)

Den dårligste af trilogien. Toy Story 2 så jeg meget som barn, men skønt der er mange gode barndomsminder forbundet med denne film, kan jeg i dag godt se dens mange små fejl. Overordnet virker historien en smule ligegyldig, og nogle af de tilføjede karakterer er lidt irriterende. Især Jessie kan virke lidt belastende som Buzz' "love interest". Når det nu er sagt er der stadig mange legendariske scener i Toy Story 2, som jeg helst ikke ville være foruden.

9. The Good Dinosaur (2015)

The Good Dinosaur, hvad skete der? Nok den mest glemte Pixarfilm, skønt den havde præmiere i 2015. Jeg ville skyde på at det er den de fleste ikke har set, og det synes jeg er synd. The Good Dinosaur er nemlig en meget undervurderet film, der skønt den træder i velkendte spor, gør det på en forholdsvis unik måde. Den er til tider meget skræmmende, og der er endda en scene hvor vores hovedperson og hans ven bliver skæve af nogle rådne bær. En børnefilm hvor vores hovedperson har et syretrip? det har jeg ikke set siden Dumbo. Respekt!

8. Up (2009)

At Up er så langt nede på listen kommer nok til at overraske mange, for Up er nemlig manges ynglingsfilm når det kommer til Pixar, men Up har aldrig rigtig talt til mig. Lige fra første gang jeg så den, har der været noget ved Up som jeg ikke har kunnet lide. Den virker på en måde ikke som en fuldendt film. Historien og karaktererne svæver bare lidt i luften, som den gamle mand i sit hus, og får aldrig noget rigtigt at holde fast i. Det er en meget drømmende film, som egentlig burde tale ret meget til mig som et meget drømmende menneske, men nej. Skønt jeg stadig synes det er en rigtig god film (tag ikke fejl af det), med en meget sørgelig og fangende intro, så har den desværre altid virket som Pixars version af en fransk kunstfilm der prøver lidt for hårdt.

7. Toy Story (1995)

Den første spillefilm fra Pixar, og måske en af de vigtigste animationsfilm nogensinde (og med animationsfilm mener jeg 3D, ikke tegnefilm). Alle karaktererne i Toy Story er så godt fundet på, og har så klare fjollede personligheder, at filmen bliver meget nem at sluge. Under den fjollede og meget børnede facade ligger der dog noget dybere, en meget voksen historie om at finde sig selv, og det er her hvor Pixar virkelig skinner igennem. Pixars film er nemlig ikke kun fokuseret til børn, men lige så meget til voksne. Det er de børnefilm der holder, dem man ser igen som voksen og får et dybere budskab ud af. Fantastisk!

6. Toy Story 3 (2010)

Jeg gik i lang tid og debatterede med mig selv hvilken Toy Story-film der er bedst, var det den første, eller den tredje? Ultimativt er de lige gode, men i min verden er Toy Story 3 altså en my bedre end Toy Story. Svaret ligger i underholdningsværdien. Jeg synes simpelthen at den tredje er mere underholdende end den første, og så måtte det kontroversielle valg jo tages. Det er en fuldstændig perfekt afslutning på den gamle historie, og på de karakterer man har fulgt siden barndommen. At der så kommer en Toy Story 4 i 2019, det må briste eller bære. Overordnet synes jeg det er en dårlig idé, og ville hellere have at de begyndte på et nyt eventyr, i stedet for at rive op i et afsluttet kapitel. Money Talks, I guess… (jaaa, jeg kan også tale engelsk)

5. Inside Out (2015)

Første gang jeg så Inside Out følte jeg ikke så meget for den, og tænkte at det var en af Pixars mindre gode film. Den var for barnet, hvilket den også visse steder kan være. Det tog en psykisk nedtur før jeg virkelig fik øjnene op for de genialiteter filmen besidder, for når man ser denne film med en følelsesmæssig forvirret hjerne, så kan man ikke andet end at få våde øjne.

4. Ratatouille (2007)

Ratatouille, måske en af de film i verden med det mest besværlige navn at stave, eller også er det bare mig der ikke er den store grammatiske professor. Men skønt det besværlige navn, er filmen alt andet end besværlig. Ratatouille er lidt som at gå på en fin restaurant og spise en lækker tre retters menu. Den er elegant, poetisk og glider nemt ned.

3. Monsters, Inc. (2001)

Hvis der er noget folkene i Pixar er gode til, så er det idéer, og Monsters, Inc. er en af de bedste idéer til en børne- og ungdomsfilm nogensinde. Og ikke nok med at idéen er god, udførslen af idéen er ligeledes fantastisk. Det er det der er det mest fascinerende ved Monsters, Inc. Vi går jo alle rundt med sjove idéer inde i vores hoveder, men det er de færreste af os der kan finde ud af at få tankerne ud i den virkelige verden, og skabe noget genialt. Monsters Inc. er en sindssyg idé, udført på den bedste mulige måde.

2. Finding Nemo (2003)

Måske den Pixarfilm jeg har set flest gange. Jeg husker i hvert fald tydeligt Finding Nemo være på heftig rotation i den gode game VHS-maskine. Jeg tror i øvrigt det var en af de sidste VHS'er der blev købt før vi skiftede til DVD, hvilket var på tide, det var 2003 og så måtte vi jo skifte til den digitale video disk. Finding Nemo var revolutionerende da den kom ud, man havde aldrig set verdenen under havet animeret på den måde før, og selvom dens 14 år på bagen, holder animationerne stadig. Kreative karakterer og en fed historie fyldt med spænding og humoristiske scener der stadig er sjove den dag i dag. Det er bare godt håndværk, det kan ikke siges anderledes.  

1. Wall·E (2008)

Første gang jeg så Wall-E var jeg fuldstændig blæst væk. Dette var kke en normal Pixar-film… Den lange intro med den stille opbygning af den post-apokalyptiske verden, den vanvittigt karismatiske robot Wall-E med hans trofaste kakerlak og den skræmmende, ja nærmest deprimerende realistiske fremtidsudsigt for menneskeligheden. Wall-E har en helt speciel plads i mit filmhjerte, og er for mig den ultimative Pixarfilm. Den kan godt tabe børnene hen ad vejen, men den vinder til gengel de voksnes hjerter.