tirsdag den 15. august 2017

Dunkirk - Nolan vs. WWII

Når en af vore tids største instruktører rører på sig, holder hele filmverdenen vejret i spænding. Hvad skal der nu ske? Kan det virkelig lade sig gøre, at den pletfrie instruktør igen laver et mesterværk?

Episke Øjne

Christopher Nolan er gået hen og blevet en larger-than-life personlighed. En mytisk filmgud, der med et par års mellemrum skænker verden et nyt altoverskyggende værk, der viser os dødelige mennesker hvordan man laver film. Disse gaver fra det hinsides er altid ligeså episke som sin instruktør, og er derfor tit mesterværker der er svære at anmelde. Det hele er så stort, der sker så meget, hvor skal man dog starte?
Denne gang har Christopher Nolan valgt at lave en film om en historisk begivenhed, og ikke bare hvilken som helst historisk begivenhed, men en historisk begivenhed de fleste ikke vidste eksisterede. Det er nemlig de færreste der har hørt om Dunkirk-missionen der fandt sted i 1940, under starten på anden verdenskrig. Det er smart fra Nolans (jeg kalder ham bare Nolan fra nu af) side, da det føles som et dejligt frisk pust at høre om en begivenhed fra anden verdenskrig man ikke har lavet et projekt om tusindvis af gange i folkeskolen. Og så er det tilmed en ret atypisk begivenhed at lave en krigsfilm om. Det handler nemlig ikke om en heroisk sejr, men om nederlag og overlevelse. Man kan sammenligne historien lidt med en anden legendarisk krigsfilm, Saving Private Ryan, fra 1998, som også er en krigsfilm der fokuserer på evakuering. I Saving Private Ryan er det dog kun én mand de skal ind bag fjendes linjer og redde, her i Dunkirk er det 400.000-500.000 mænd de skal redde før fjenden finder dem. Og her kan vi igen se Nolans episke aftryk. Lad det ikke kun handle om en enkelt mands liv, nej nej, lad det handle om en halv million mænds liv.
Fionn Whitehead i rollen som Tommy
Skønt denne storhed, bliver det aldrig urealistisk. Tværtimod føles filmen ultra realistisk, og det gør en kæmpe forskel i ens investering i karaktererne og historien. Det er en investering man får lige fra starten af, der på fantastisk vis etablerer den fjendske verden vi er havnet midt i, og kører filmen fra 0-100 på få minutter. Herfra er man investeret, og den investering taber man ikke før aller sidste klip. Det hjælper også på investeringen og realismen, at de fleste af vores hovedskuespillere ikke er kendte ansigter som sådan, og skønt både Mark Rylance, Kenneth Branagh, Tom Hardy og Harry Styles er med, når man kun at tænke "ham kender jeg!", før man ikke tænker videre over det, og fortsætter uforstyrret med historien. Og ja, så lad os da lige vende det med Harry Styles. Ja, Harry Styles fra One Direction er med. Han passer perfekt ind som en brik i et kæmpe puslespil, og han spiller godt. Når nu vi er ved skuespillet, så kan jeg sige, at der ikke er så meget at sige, andet end at det er godt. Det føles som en kollektiv magtpræstation, da ingen rigtig har en hovedrolle. Det kan godt argumenteres at Fionn Whitehead er hovedrollen i filmen, men alle skuespillere er stadig vægtet lige meget. Fionn Whitehead spiller i øvrigt meget godt. En anden der også spiller godt er Mark Rylance, der med sin helt fantastiske karisma tryllebinder en lige fra start. Den sidste der lige skal nævnes er Tom Hardy, der bruger det meste af filmen i et fly med pilotmaske på, dvs. vi kan kun se hans øjne. Det er ikke mange skuespillere der kan finde ud af at spille med øjnene, men Tom Hardy er tydeligvis én af dem. F.eks. i en fantastisk scene, hvor han skal tage en stor beslutning. Et klassisk "skal jeg redde mig selv eller skal jeg redde de andre"-scenarie, hvor han spiller så godt med øjnene, at det er helt forfærdeligt. Det er i øvrigt anden gang i træk at Nolan dækker Tom Hardys ansigt til. Jeg ved ikke lige hvorfor, men hvis det sker igen mistænker jeg Nolan for enten at være jaloux eller have en skæv fetish. Det kan også godt være han er i gang med en hemmelig trilogi om Tom Hardys øjne?

Et billede fra en af filmens meget skræmmende flyscener

Tikkende Soundtrack & Usynlige Tyskere

Vi ser aldrig tyskerne. Vi ved de er der, men der bliver aldrig sat ansigt på. Først og fremmest er det selvfølgelig med til at forstærke fokusset på den historie vi følger, men det gør også, at tyskerne bliver meget mere skræmmende. Pludselig er de ikke mennesker mere, men blot en ond kraft, der kommer tættere og tættere på. Igen noget der giver et måske realistisk billede på, hvordan de allierede havde det dengang. Det er et glimrende eksempel på hvordan Nolan håndterer denne historie på, nemlig med et vanvittigt fokus. Der er ingen unødvendige sidehistorier, intet halvhjertet kærlighedsforhold, intet familieforhold, næsten intet kammerateri blandt soldaterne, intet small talk, ingen overskydende scener. Vi ser kun det vi skal se, og ikke mere end det. Der er med andre ord intet fedt på benet, og det er dejligt at opleve en krigsfilm, der ved hvor den vil hen.
Men det de fleste nok først og fremmest vil opleve med denne film, er dens vanvittige intensitet. Man sidder (billedligt talt) på kanten af sædet fra start af, og det stopper ikke. Selv i scener der ikke burde være intense, sidder man og har hjertebanken. Hvordan har Nolan formået at skabe denne effekt? Svaret ligger i soundtracket, som igen er komponeret af Nolans faste mand, Hans Zimmer. Faktisk er hele lydbilledet fuldstændig fantastisk, og jeg tør godt vædde på en Oscar nominering i denne kategori, men soundtracket er alligevel en klasse for sig. Musikken er meget flydende, mere lange toner end en decideret melodi, lidt ligesom soundtracket til Inception faktisk, som også har både samme instruktør og komponist. Det er med til at skabe denne nærmest klaustrofobiske stemning, som filmen har. Det der dog er genistregen over dem alle, er lyden af et ur, der konstant tikker i baggrunden. Tik tik tik tik tik tik tik tik, nogle gange hurtigere, nogle gange langsommere. Det ligger der i soundtracket, næsten som et hjernevaskende element, der får publikum til at tro, at tiden hele tiden er knap. Det er sjældent man lægger mærke til et soundtrack i film, men skønt dens mangel på melodi, lægger man altså mærke til dette.

Filmisk Lastbilkørekort

Dunkirk er endnu et pletskud fra Nolans overjordiske filmbøsse, og det er så tæt på et mesterværk som noget kan være. Selvom det er svært at sige noget negativt om filmen, er der alligevel noget ved den der gør, at den ikke fortjener topkarakter. Måske fordi man har set det før, både filmens univers, men også alle de velkendte Nolan-tricks. Man har også en følelse af, at den godt kunne have gravet lidt dybere ned i karaktererne. For selvom det fantastiske ved filmen er, at der intet fedt er på benet, så gør det også, at man taber lidt medlidenhed med hele situationen. På en måde bliver filmen lidt kold, og det bliver mere end stor filmisk oplevelse, end en stor personlig oplevelse, hvor man kunne have grint og grædt. Dog er dette det eneste negative der er at sige, for skønt man ikke griner eller græder, så hold da fest for en filmisk oplevelse! Det er sjældent man ser en film på sådan en stor skala være så veludført som den er, og det er det Christopher Nolan er bedst til: At håndterer store ting, og få dem sikkert i mål. Hvis der fandtes et filmisk lastbilkørekort, så havde Nolan nok et par stykker af dem. Dunkirk er en film skræddersyet til det store lærred, så fang den i biografen hvis du stadig kan nå det. Ellers må du ud og købe en større fjerner.

 



torsdag den 10. august 2017

Fate of the Fucking Furious

Åh Vin Diesel, hvad har vi dog gjort for at fortjene dig. Hans evner er begrænsede, men hvad end han gør, gør han godt. Han kender sine grænser, og vigtigst af alt kender han sit publikum. Fast and the Furious-serien startede i 2001, og har siden hen udviklet sig til 8 film, der kun er blevet vildere og mere skøre hen ad vejen. Faktisk har den første Fast and the Furious-film næsten ikke noget at gøre med de sidste nye. Det er gået fra personlige historier om ambitioner i gadeløbets undergrundsverden, til at arbejde sammen med verdens ledere om at rede verden fra onde superskurke. Og det er på den mest over the top måde nogensinde set på film, skal det lige nævnes. Sidste film, Furious 7, var dog et lavpunkt i serien, så hvordan er den nye Fate of the Furious?


Tilbage på Sporet

Fast and the Furious-filmene er film der virkelig tester hvor ens "latterlighedsgrænse" går. Derfor skal der ikke så meget negativt til før barometeret tipper over, og filmen bliver til noget værre lort, i stedet for noget underholdende lort. Det er en grænse de fleste film i serien balancerer stålsikkert på (især Fast 5 og Fast and Furious 6), men i Furious 7 tippede den for første gang over grundet en unødvendig kompliceret historie og en instruktør der ikke havde et fast greb om universet. Det hele blev lige pludseligt for meget af det gode. Det var derfor med en hvis nervøsitet, da Fate of the Furious rullede over skærmen, men det var en nervøsitet, der langsomt forsvandt. Med Fate of the Furious føles det nemlig som om, at serien for første gang har skruet en lille smule ned for charmen. Det er ikke meget, og filmen er stadig lige så sindssyg på alle punkter som de sidste par film, men et forstærket fokus har gjort, at filmen i sidste ende føles 4-5% mere oprigtig, og mere skal der ikke til. F. Gary Gray, den nye instruktør, har ført Fast and The Furious-universet tilbage på sporet.

Charlize Theron & Vin Diesel i rollerne som Cipher & Dom

Den største glæde er tilbagekomsten af The Rock, som med sin helt fantastiske karisma og charme, løfter dette univers op til hvor det retmæssigt hører til. Ham og Jason Statham har en genial kemi igennem filmen, og virker super godt som et comic relief-par. Jeg behøver kun at nævne denne replik som The Rock ytrer til Jason Statham:


"I will knock your teeth so far down your throat that the next time you brush your teeth, you have to stick your toothbrush up your ass!"

- for at bevise hvor geniale de to er sammen. En rigtig fed scene med Jason Statham skal også nævnes, hvor han skal rede en baby ombord på et fly. Det er en af de mest fantasifulde actionscener jeg har set i et stykke tid, og det er bare en skide god idé! Ellers er hele skuespilholdet med, og klarer det fint. Det er dog ikke alle der klarer det så godt på skuespilfronten. Charlize Theron, som ellers plejer at være en stensikker succes i alle film hun er med i, spiller middelmådigt, og passer bare ikke ind i universet. For at være ærlig, var det nok hendes karakter der var problemet, mere end hende selv. Hun gjorde det bedste hun kunne ud fra den karakter hun blev givet. På en eller anden mærkelig måde virker hun for seriøs til rollen. Det er en underholdende popcorn-film, lav noget skæg med rollen. Kør den op på level 100 i skurkeniveau, i stedet for at kører den sikkert ind med en psykopat-rolle man har set tusind gange før. Og så er der Nathalie Emmanuel, som blev introduceret i sidste film, og som af en eller anden grund stadig er med. Hun ødelægger alt med sin over-irriterende britiske posh accent, og gør ikke noget stort væsen af sig overhovedet. Hun skal spille nørdepigen der kan hacke sig ind på alt og alle, men de har jo allerede Ludacris i den rolle? Hvorfor skal de pludselig være to om det? Hun er det mest frustrerende element i filmen, for der er ingen grund til hun skal være der overhovedet, andet end at være der fordi de mangler flere kvinder på mandeholdet.

En ægte Promille-film

Jason Statham & Dwayne "The Rock" Johnson i rollerne som Deckard & Hobbs
Når det nu er sagt, så er disse to ting det eneste negative jeg kan sige om Fate of the Furious. Ja, der er plothuller, mærkelige sceneskift, ultra-urealistiske stunts osv., men det er ting som hører med til charmen. Personlig savner jeg stadig charmen fra de gamle film, hvor alt var lidt mere nede på jorden, men nu hvor det er tydeligt at der ingen vej er tilbage til normaliteten, må man jo se sig til gode med det der er. Det er i øvrigt sjovt at se hvordan filmen handler om alt andet end gadeløb og biler, men de bliver nød til at få gadeløb og biler ind på en eller anden måde hele tiden, ellers er det jo ikke en rigtig Fast and the Furious-film. Gaderæsende har de skåret gevaldigt ned på, det er der faktisk ikke rigtig mere af, men bilerne bliver brugt på højst fantasifulde måder i kontekst til alt holdet kommer ud for. Det er både dumt og sjovt, for mange af situationerne ville være en del mere handy uden en bil.

Fate of the Furious kan klart anbefales til en aften med promille i blodet. Den er både underholdende, sjov, actionfyldt og super dum. Altså, en film hvor The Rock dirigerer torpedoer fra en ubåd væk med sine barer hænder, den kan ikke andet en at få en anbefaling.