Episke Øjne
Christopher Nolan er gået hen og blevet en larger-than-life personlighed. En mytisk filmgud, der med et par års mellemrum skænker verden et nyt altoverskyggende værk, der viser os dødelige mennesker hvordan man laver film. Disse gaver fra det hinsides er altid ligeså episke som sin instruktør, og er derfor tit mesterværker der er svære at anmelde. Det hele er så stort, der sker så meget, hvor skal man dog starte?Denne gang har Christopher Nolan valgt at lave en film om en historisk begivenhed, og ikke bare hvilken som helst historisk begivenhed, men en historisk begivenhed de fleste ikke vidste eksisterede. Det er nemlig de færreste der har hørt om Dunkirk-missionen der fandt sted i 1940, under starten på anden verdenskrig. Det er smart fra Nolans (jeg kalder ham bare Nolan fra nu af) side, da det føles som et dejligt frisk pust at høre om en begivenhed fra anden verdenskrig man ikke har lavet et projekt om tusindvis af gange i folkeskolen. Og så er det tilmed en ret atypisk begivenhed at lave en krigsfilm om. Det handler nemlig ikke om en heroisk sejr, men om nederlag og overlevelse. Man kan sammenligne historien lidt med en anden legendarisk krigsfilm, Saving Private Ryan, fra 1998, som også er en krigsfilm der fokuserer på evakuering. I Saving Private Ryan er det dog kun én mand de skal ind bag fjendes linjer og redde, her i Dunkirk er det 400.000-500.000 mænd de skal redde før fjenden finder dem. Og her kan vi igen se Nolans episke aftryk. Lad det ikke kun handle om en enkelt mands liv, nej nej, lad det handle om en halv million mænds liv.
Fionn Whitehead i rollen som Tommy |
Et billede fra en af filmens meget skræmmende flyscener |
Tikkende Soundtrack & Usynlige Tyskere
Vi ser aldrig tyskerne. Vi ved de er der, men der bliver aldrig sat ansigt på. Først og fremmest er det selvfølgelig med til at forstærke fokusset på den historie vi følger, men det gør også, at tyskerne bliver meget mere skræmmende. Pludselig er de ikke mennesker mere, men blot en ond kraft, der kommer tættere og tættere på. Igen noget der giver et måske realistisk billede på, hvordan de allierede havde det dengang. Det er et glimrende eksempel på hvordan Nolan håndterer denne historie på, nemlig med et vanvittigt fokus. Der er ingen unødvendige sidehistorier, intet halvhjertet kærlighedsforhold, intet familieforhold, næsten intet kammerateri blandt soldaterne, intet small talk, ingen overskydende scener. Vi ser kun det vi skal se, og ikke mere end det. Der er med andre ord intet fedt på benet, og det er dejligt at opleve en krigsfilm, der ved hvor den vil hen.Men det de fleste nok først og fremmest vil opleve med denne film, er dens vanvittige intensitet. Man sidder (billedligt talt) på kanten af sædet fra start af, og det stopper ikke. Selv i scener der ikke burde være intense, sidder man og har hjertebanken. Hvordan har Nolan formået at skabe denne effekt? Svaret ligger i soundtracket, som igen er komponeret af Nolans faste mand, Hans Zimmer. Faktisk er hele lydbilledet fuldstændig fantastisk, og jeg tør godt vædde på en Oscar nominering i denne kategori, men soundtracket er alligevel en klasse for sig. Musikken er meget flydende, mere lange toner end en decideret melodi, lidt ligesom soundtracket til Inception faktisk, som også har både samme instruktør og komponist. Det er med til at skabe denne nærmest klaustrofobiske stemning, som filmen har. Det der dog er genistregen over dem alle, er lyden af et ur, der konstant tikker i baggrunden. Tik tik tik tik tik tik tik tik, nogle gange hurtigere, nogle gange langsommere. Det ligger der i soundtracket, næsten som et hjernevaskende element, der får publikum til at tro, at tiden hele tiden er knap. Det er sjældent man lægger mærke til et soundtrack i film, men skønt dens mangel på melodi, lægger man altså mærke til dette.