The Mummy Impossible

I disse tider kan ingen film stå alene. Det er blevet hipt og smart at binde film sammen i det samme univers, det såkaldte "shared cinematic universe", en idé der startede med Marvel's Iron Man i 2008, og som siden er blevet til en endeløs strøm af film, og endda serier, fra deres side af. Haltende efter kom DC Comics, der i 2013 startede deres "shared cinematic universe" med Man of Steel. Nu, endnu mere haltende efter, kommer Universal Studios, der med deres "Dark Universe" satser på at nå det sidste tog inden folk bliver trætte af sammenhængende film. Universal Studios har dog et es i ærmet, denne gang er det nemlig ikke superhelte vi skal belemres med, men en nytænkning af de gamle klassiske film-monstre. Dvs. Dracula, The Invisible Man, The Wolf Man, Frankenstein, The Creature from the Black Lagoon, Phantom of the Opera, Hunchback of Notra Dame osv., som alle er mere eller mindre officielt blevet lovet et remake i det nye univers. Det lyder umiddelbart som en spændende idé, specielt som en mørk pendant til de popcorn-venlige superheltefilm, men er tanken lige så god som udførslen? Til at sparke den ambitiøse idé af kommer The Mummy væltende ind fra sidelinjen med selveste Tom Cruise i hovedrollen, Mr. Blockbuster himself. Jamen så er der da ikke så meget at frygte, er der?

Mummy Issues

Dette er en kompliceret film. Ikke kompliceret ift. plot, men kompliceret ift. hvad man skal synes om den. Den er nemlig lige så god som den er dårlig, og lige så dårlig som den er god. En af disse irriterende middelmådige film, der balancerer usikkert på kanten mellem sjov underholdning og dødssyg dumhed. Den står der og pendulerer konstant imellem de to yderpunkter, og det gør den til en meget tvivlsom og rastløs oplevelse. Den største årsag til denne dårligdom er, at filmen ikke ved hvad den vil være. Vi laver en mumie-film, en genskabning af det klassiske monster fra 1932. Dengang var det en gyser, men er folk stadig bange for mumier? Hmm.. vi bliver nødt til at respektere den originale, så lad os lave det til en mørk gyser. Vi vil dog heller ikke tabe et potentielt større publikum, så lad os have nogle adventure/comedy elementer med, du ved, ligesom Indiana Jones! Nu vi er i gang så lad os få noget romantik op og stå, det kan vi godt klemme ind, men der skal stadig ikke skrues ned for action scenerne, hellere for mange end for lidt af dem! Vi må altså heller ikke glemme at det er en fantasy-film, så vi skal altså huske at få en del af de overnaturlige ting med. Ja, mere af det. Vi skal bare have mere af alt faktisk. Vi laver et action packed romantisk fantasy mysterium fyldt med adventure, humor og jumpscares ud af den originale film, ja, det virker som den rigtige løsning. Det er det ikke. Der er ikke noget problem med at blande genrer, men når man prøver at gå så mange veje som denne film gør, så bliver hele oplevelsen bare super ufokuseret. Og hvis i tror jeg overdriver med genreblandingen, så nej, den skifter virkelig konstant mellem alle disse genrer.

Russel Crowe i rollen som Dr. Henry Jekyll.

Åbenlys Inspiration

Det andet store problem filmen har, er filmens stjerne, Tom Cruise. Tom Cruise plejer at være god til at vælge de film hvor hans personlighed og stil passer ind i filmens univers, men her virker hele hans personlighed bare misplaceret. Det virker som om det bare er Ethan Hunt fra Mission Impossible der pludselig er hoppet ind i en anden film og leger arkæolog. Den eneste forskel er, at Ethan Hunt er en meget sympatisk karakter. Det er Nick Morton, som han spiller her, ikke rigtig. Lige fra første til sidste scene gør han ting der er en lille smule røvhuls-agtige (i mangel på et bedre ord). Det hele er ment som sjov dog, for at gøre hans karakter mere løs på tråden. Ligesom Brandon Frasers karakter fra 1999 versionen af The Mummy, faktisk. Det virker bare ikke helt som intetionen, desværre. Udover det er Cruise stadig Cruise, og i nogle scener kan han med sin fantastiske karisma stadig få smilet frem hos den mest beske person. En anden skuespiller der klarer den godt er Russel Crowe, som har fået rollen som Dr. Henry Jekyll. Da Dr. Jekyll & Mr. Hyde er en klassisk historie, forventer jeg, at de fleste kender de problemer med personspaltning hans karakter har. Han skal med andre ord spille to personer i én, og det gør han upåklageligt. Hans karakter er dog centrum for det sidste problem jeg gerne vil fremhæve, som er den åbenlyse inspiration fra Marvel's Avengers. Det lader til at Dr. Henry Jekyll er dette univers' Nick Fury, og er lederen af den organisation der bekæmper verdens ondskab. Mumien er således den første skurk der skal bekæmpes, og det virker som om Dr. Henry Jekyll meget gerne vil rekruttere Tom Cruises karakter til hans kamp. Det virker mistænkelig meget som starten på Marvels univers, og gør mig lidt bange for de fremtidige film. Vi behøver ikke mere med skurke der bliver superhelte, det koncept prøvede DC Comics med Suicide Squad, og det var rigeligt, tak.

Tom Cruise i rollen som Nick Morton.

Det sure med det Søde

Som sagt svinger filmen i pendulfart mellem "nice!" og "nope!", og selvfølgelig skal der også fremhæves nogle af de ting der fungerede. Sofia Boutella som mumien er super godt castet. Og selvom hun bruger det meste af tiden på at gå sexet ned ad tomme korridorer, spiller hun rollen eminent. Der er lidt crazy stalker ex-girlfriend over hende, hvilket gør hendes karakter præcis så creepy som den er ment. Mumien i starten af filmen er i øvrigt meget mere uhyggelig end en mumie burde være, og det er en fed overraskelse at en mumie i 2017 stadig kan gøre folk bange. Der er generelt nogle meget velfungerende gyserelementer i starten, et element filmen desværre glemmer hen ad vejen.
Action scenerne er også meget flot lavet. Specielt en scene hvor de styrter ned med et fly er et rent mareridt at se på, altså, på den gode måde. Ikke et klip bliver spildt, og man sidder til sidst helt oppe på kanten af sædet med åben mund og polypper. Eller sammenkrøllet i sædet med angstanfald og tårer i øjnene, hvis du er flyskræk. Specielt denne scene minder dog (igen) om noget fra en Mission Impossible-film, og det er lidt distraherende, fordi det tager én ud af filmen.

Sofia Boutella som Mumien.

Når alt kommer til alt er mumien en underholdende film, trods dens talrige fejl. Det er en film hvor man skal mestre kunsten at lægge hjernen på køl, og bare nyde hvad man får kastet i hovedet. Ellers popper der for mange spørgsmål op hen ad vejen. Det er en film der har for meget fokus på at starte et univers op, end at være en god selvstændig film, og det gør, at den nogle steder er mere forvirrende end den burde. Men som sagt så er den flot lavet, og er også mange steder super medrivende. Hvis jeg kun skal bedømme den på underholdningen, ville den få en anbefaling herfra, men nu hvor der er så mange små irriterende fejl her og der, så bliver der trukket en halv stjerne fra. The Mummy kan stadig anbefales, men husk popcornene.

Beordringer fra sidelinjen #3: A Cure for Wellness - beordret af Katharina Margaretha Ahlström

Gore Verbinski er en instruktør der tit bliver glemt i mængden af gode instruktører. Han er et navn man forbinder mest med Pirates of the Caribbean - det var ham der instruerede de tre første film i serien. Et hurtigt glug på hans CV beviser da også, at han ikke er den mest producerende instruktør man kan finde, men de film han laver, bliver altid godt modtaget. Undtagen The Lone Ranger fra 2013, som ufortjent blev haglet ned fra alle sider af. Nu er det så Gore Verbinskis nyeste film der står på spil, A Cure for Wellness.

   To film i En

A Cure for Wellness er en sjov oplevelse. Det er en film der lider af "to-film-i-en"-syndromet, eller hvad man vil kalde det. Det er følelsen af at se to forskellige film, selvom man kun ser en. Altså en film der slutter i en helt andet stil end den den startede i. Det kan sagtens være en god ting, da det kan føles som en meget unik oplevelse når det lykkes. Get Out f.eks., som jeg også har anmeldt her på bloggen, er en af disse film. Det lykkes også fint for A Cure for Wellness, som starter koldt og sterilt ud i den Amerikanske forretningsverden, til at slutte blodigt og eventyrligt i en kælder i Schweiz. Den tager simpelthen et genreskift fra realistisk drama, til horror/fantasty. Modigt, men er det for modigt? - Nej, fordi Gore Verbinski formår at koble de to verdener sammen på meget smuk vis. Filmen skifter ikke bare med det samme over i fantasy genren, men fader lige så langsomt over, og bliver til sidst en fuldt ud fantasy-film. Man opdager det næsten ikke, og det er mesterligt gjort.

Mia Goth i rollen som Hannah og Jason Isaach i rollen som Volmer

Dane DeHaan i rollen som Lockhart.

Dane DeHaan, som spiller hovedrollen, spiller helt fantastisk. Han er perfekt castet som den kyniske forretningsmand, der mangler selv de mest basale følelser. Jason Isaacs klarer den også fint som filmens skurk, han har jo også haft en del træning i skurkerollen som Lucius Malfoy i Harry Potter-filmene. Til sidst skal lige nævnes Mia Goth, som også gør et indtryk som den uskyldige Hannah, og som også tager prisen for fedeste navn. Mia Goth... fedt!
A Cure for Wellness er en syret, unik, mørk, kold og meget flot filmet mysterie fantasy/thriller-film. Den er til tider ret klam, især en scene hvor hovedpersonen får boret en fortand ud er kvalmende, men det kommer aldrig til at føles "Saw-agtigt", for der er en dybere mening med det hele. Historien er meget underlig, og kan være for underlig for nogle, men hvis man holder sit sind åbent, så er A Cure for Wellness en rigtig fed helaftensfilm når man savner noget unikt til at krydre den fugtige sommernat.

De Hurtige #1

Jeg ser mange film, dog er det langt fra alle jeg skriver om her på bloggen, da det ikke er alle jeg føler at skrive en længere rapport om. "De Hurtige" er stedet hvor nogle af disse mange film jeg ser bliver hurtigt nævnt. Det er stadig langt fra alle film jeg ser som jeg smækker ind her, men det er i hvert fald 10 stk. 
(for at følge med i alle film jeg ser, gå da ind på min Letterboxd, som jeg regelmæssigt opdaterer)

MINORITY REPORT (2002)

 

 

 

Egentlig en film jeg så til min "klassikere jeg ikke har set"-liste, men så halvvejs igennem begyndte at spekulerer over om man egentlig kunne kalde den en klassiker, hvorefter jeg fandt frem til at det kunne man sgu nok ikke. Minority Report er ikke en klassiker, men mere et plettet mesterværk.

THE MAGNIFICENT SEVEN (2016)

Overraskende godt remake af en klassisk western, der mangler en smule momentum her og der. Overordnet set er den dog god underholdning, og historien dejlig simpel. Den bliver båret meget frem af et rigtig godt cast, hvor specielt Ethan Hawke og Vincent D'Onofrio gør indtryk. Peter Sarsgaard spiller dog sin skurkerolle så overdrevet, at det ender med at blive et ret stort irritationsmoment.

BATTLESHIP (2012)

 

 

 

Det er seriøst en af de dummeste blockbusters jeg nogensinde har set, men for satan den er charmerende. En film der skal ses i fællesskab med øl og venner, den dur overhovedet ikke som enmandsprojekt, men 2 stjerner skal den da have... så lad gå... men hold kæft den er dum!

 

 FIFTY SHADES OF GREY (2015)

Overhovedet ikke så slem som folk går rundt og prædiker, men selvfølgelig stadig ikke en god film. Den er sådan set fint instrueret, og skuespillet er også acceptabelt fra vores to hovedroller, men dens største problem er at den ikke kan vise de eksplicitte sexscener der gjorte bogen så populær. Hvis den skulle kører fuldt ud med sadomasochismen så ville det blive til en pornofilm, og det kan en hver biograf med respekt for sig selv selvfølgelig ikke vise frem. Ikke at der ikke er sex-scener med, men det er langt fra så vildt som man forestillede sig. (æv?)
En tynd historie der er fint udført skaber en middelmådig film der ikke rigtig er hver at bruge sin tid på.

I´M GONNA GIT YOU SUCKA (1988)

 

 

 

I'm Gonna Git You Sucka er en vanvittig 80'er kultfilm, der hylder 70'ernes blaxploitation genre på den mest fjollede måde nogensinde. Det er skørt, vældig skørt. Om ikke andet er det super underholdende. Det bliver lidt langtrukkent i længden, men det er alle grinene værd!

PASSENGERS (2016)

  



En rigtig god idé udført på den værst tænkelige måde. Det er et mysterium hvorfor man har valgt at fjerne alt mystik ved at se historien fra den mandelige hovedrolles side. Hvis historien var set fra den kvindelige hovedrolles side havde filmen været meget mere spændende.

LOGAN (2017)

Hvis Hugh Jackman ikke bliver nomineret til en Oscar for denne her præstation, så er der noget galt med Oscar-showet... Så han bliver nok ikke nomineret.
 Er du gal en fed oplevelse! fra start til slut er man fuldstændig opslugt af historien der langsomt folder sig ud, og Wolverine der hæmmet og træt kæmper sig igennem plottet. Udover Hugh Jackman i sit livs rolle, så spiller alle andre skuespillere også super godt. Især Dafne Keen, som er den bedste børneskuespiller jeg længe har set, måske endda den bedste.
Fangende, flot og super voldelig. Dette er ikke bare en god X-Men film, men en god film generelt.

SUICIDE SQUAD (2016)

  




Den her film vil jeg aldrig se igen.

GHOSTBUSTERS (2016)

Når man laver en komedie der ikke er sjov, så er det sgu op ad bakke. Især når de få sjove momenter alle kommer fra Chris Hemsworth, som er den eneste skuespiller i filmen uden en komisk baggrund... av. 

THE LEGO BATMAN MOVIE (2017)

  


Ikke på samme niveau som The Lego Movie, men det er satme tæt på! Et rigtig sjovt eventyr i højt tempo, med konstant gode idéer og intelligente jokes. Om ikke andet er denne version af Jokeren en del bedre end den tåkrummende præstation af Jared Leto i Suicide Squad, yikes! 

Skønheden og Pengemaskinen

26 år. Så lang tid er det siden at Disneys Skønheden og Udyret kom ud. For mange af os der er voksne i dag, er den gamle version (ja, nu bliver vi jo nød til at kalde det den gamle version) et krystalklart barndomsminde der blev smækket ind i VHS-maskinen et par gange om dagen, når man havde fri og kedede sig. Det er derfor allerede med indebrændte, himmelvendte øjne og en god bæmund man som voksen, der elsker den gamle version, går ind til denne film på.
Jeg forstår godt Disneys vision om at reintroducere de gamle klassikere til en ny generation, der ikke gider at se de gamle tegnefilm mere. Det er faktisk en fin tanke, og ikke mindst en tanke Disney tjener kassen på. Men for alle os, der har de gamle tegnefilm i vores DNA, er det farligt. Der skal meget til før den nye version kan blive lige så god som den gamle. Der hvor det fungerer bedst er med film som Junglebogen, hvor den nye version fra 2016 var en af årets bedste film, og fortalte den gamle historie på en ny og interessant måde, samtidig med at fastholde magien fra den gamle. Skønheden og Udyret anno 2017 distancerer sig også fra den gamle version, men skønt gode intentioner, er resultatet klodset og kedeligt.

Homoseksualitet og Alternativ Historieskrivning

Selv før filmen kom i biografen hørte vi om, at filmen havde et revolutionært homoseksuelt øjeblik, hvilket er første gang Disney tager det emne op. Nærmere betegnet så er det LeFou, Gastons betroede "ven" der gør alt for ham, som har et hemmeligt crush på Gaston. Hemmeligt er det måske ikke, for det er åbenlyst fra start af. Fra den første replik LeFou ytrer, til den sidste, ligger der et tydeligt homoseksuelt budskab bag, og det er oftest i form af jokes. Det bliver lidt for meget, og kommer til at føles en anelse påtvunget. Det er ærgerligt, da det i den grad er på tide at Disney rusker lidt i deres jordbundne tankegang og tager et standpunkt i forhold til noget så naturligt som fri seksualitet. Ja, det gør de jo så også her, men igen, så er det bare en lidt fimset måde det bliver gjort på. De har ikke gået planken ud med idéen i hvert fald, og det er nok det jeg personligt savner lidt. Hvis han er homoseksuel, så lad være med at skjule det bag jokes. Jeg vil stadig sige stor kado til Disney for at tage et vigtigt skridt fremad. Det er skønt at se nutidens største producent af børnefilm ikke er totalt berøringsangste.

Luke Evans i rollen som Gaston.

Så er der en ting som er et lidt følsomt emne, og som meget hurtigt kan stemple mig som lidt halvracistisk. Det er jeg ikke, bare rolig. Jeg bliver bare nødt til at nævne det, fordi det er noget der går mig på… Hvorfor er der så mange sorte skuepillere med i filmen? Vi snakker Frankrig i 1700-tallet, slavehandlen var på sit højeste og man så ikke sorte mennesker som rigtige mennesker. Alligevel er halvdelen af de folk der bor i byen sorte, og bor på lige fod med de andre. Det er ikke kun i landsbyen, men også i det fine selskab på slottet, hvor næsten alle kvinder er sorte og bliver portrætteret som grevinder og operasangere. Alt raceadskillelse bliver slettet fra fortiden, og den historiske korrekthed bliver erstattet med en næsten kvalmende politisk korrekthed der hænger én langt ud af halsen. Ja, det er en film til børn, og vi skal lære dem hvad der er rigtigt og forkert i denne verden. Er racisme rigtigt? - Et stort og rungende nej, men er det ansvarligt at lave om på vores alles fælles verdenshistorie for at få pointen hjem? Det er også et stort og rungende nej. Det forvirrer blot endnu mere, og så ender det hele med at blive en stor mudderklat man ikke kan finde rundt i. Fakta er, at de sorte der var bosat i Frankrig i 1700-tallet, langt fra var på lige fod med de hvide, så lad være med at forfalske billedet, og lad os lære af historien i stedet for at lave om på den. Jeg forstår godt idéen med det, Disney vil selvfølgelig gerne promoverer diversitet og sprede kærlighed, men det kan man altså sagtens gøre på andre måder, og i andre film, for når man klemmer alt for meget politisk korrekthed ind i en gammel historie som denne, ja så virker det tvunget. Det er selvfølgelig bare en holdning, og hvis dig som læser har en anden, jamen så er det jo bare dejligt.  

Autotune og en sød CGI-Bamse

Puha, nu trænger vi vidst til lidt positivitet, og så er det heldigt at der er en lille bitte smule positivt at nævne. Verdenen er rigtig flot at kigge på. Specielt slottet er meget flot lavet, og man bliver en smule forgabt i den barok-stil slottet har. Her stopper det positive dog, ja… jeg er ked af det, for nu skal vi til skuespillet.
Emma Watson som Belle, perfekt castet ik'? Jo det skulle man tro, men sagen er en anden, når man ser det realiseret på skærmen. Emma Watson gør nemlig ikke det store indtryk, og mest af alt føles hun distanceret og kold. Siden hun i 2011 spillede rollen som Hermione for sidste gang, har hun for alvor prøvet kræfter med andre roller. Desværre ser det mere og mere ud som om, at hun toppede med netop Hermoine, for store skuespilpræstationer fra hendes side af skal man kigge længe efter. Hun har med andre ord ikke udviklet sig, og hvis hendes talent er gået nogen vegne, ja så er det nedad. Det står klart med denne film, at Emma Watson ikke kan bære en hovedrolle som denne. Det er birollerne hun fungerer bedst i. Emma Watson har også valgt selv at synge sine sange, og det er et plus. Det ærgerlige er bare, at hun tydeligvis ikke har kunnet ramme tonen på mange af numrene, og det resulterer i en meget iørefaldende autotune, hver gang hun skal synge. Det lyder dumt, for at sige det rent ud. Ingen tvivl om, at hun har en fin stemme, men hvis hun ikke er trænet nok til en musical-rolle, så burde instruktøren have trådt lidt mere i kraft og have sagt "aarrhhh…".

Dan Stevens i rollen som udyret.

En anden ting jeg er utilfreds med er selve udyret, der mere ligner en sød CGI-bamse i forhold til den mere rå, tegnede version. Om det er fordi de ikke ville lave den for uhyggelig til de små børn ved jeg ikke, men det kunne jo tænkes, at det var derfor. Dan Stevens, der spiller udyret, spiller ellers fint bag den kunstige maske. En anden der også spiller fint er Luke Evans I rollen som Gaston. Han er langt fra den perfekte casting, men selvom han ikke ligner, og slet ikke er pumpet nok, så gør han det godt med det han har.

Unødvendige Baggrundshistorier

Emma Watson i rollen som Belle.

Det sidste der skal nævnes (eller det sidste negativitet før i slipper) er de nye ting de har tilføjet. Den første ting kan jeg få af vejen hurtigt, de nye sange de har tilføjet: meh…. Den anden ting er de baggrundshistorier, de har valgt, at Belle og udyret skal have. I den gamle version havde udyret og Belle ingen rigtig baggrundshistorie. Man accepterede bare, at Belle boede alene sammen med sin gamle far uden en mor, og man accepterede bare, at prinsen var en egoistisk snob. En uddybende forklaring på hvorfor var ikke nødvendig, for så var der rum til forestilling. I denne version får vi forklaret hvorfor udyret er et uhyre, og hvorfor Belle er en stærk kvinde uden mor. Vi får endda også en lille baggrundshistorie på, hvorfor Gaston er som han er, i form af et par sætninger LeFou siger til ham på et tidspunkt. Det føles bare klemt ind og unødvendigt. Det hele bliver forklaret til en, som om man ikke skal tænke selv. Når ja, og så er Ewan McGregors franske accent lidt til den rustne side… Så, nu stopper jeg.

Den nye Beauty and the Beast har ikke samme magi som den gamle havde, og den bliver bestemt ikke bedre af en anonym Emma Watson, et fesent CGI-udyr og nogle skæve historieændringer. Når det nu er sagt, så er den nok en del bedre hvis man ikke har set den gamle version. Børn og unge vil stadig være underholdt, og det er jo dem der egentlig er målgruppen, ikke gamle, sure mig. Personligt synes jeg bare, at de kunne have gjort så meget mere med den, når de nu endelig skulle lave et remake.

 

Pirates of the Caribbean: The Curse of a Dead Franchise

De gode minder 

Jeg kan tydeligt huske da jeg som 15-årig så Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl i biografen sammen med min mor. Det var kærlighed ved første blik, og jeg havde aldrig set noget lignende. Det var også her jeg først blev introduceret til Johnny Depp, som med det samme fangede mig med sin helt unikke stil (jo, dengang var hans stil unik). Dette første møde blev hurtigt til et fast forhold så snart DVD'en kom på gaden. De næste 3-4 år så jeg den første Pirates of the Caribbean-film, samt dens to efterfølgere, i hvert fald et par gange om måneden med min søster. Efter trilogien døde charmen lidt hen, og skønt jeg ikke har samme fascination af filmene som dengang, elsker jeg dem stadig for de ungdomsminder de har givet mig. Især den første, som i mine øjne er en film man om et par år vil kalde en klassiker.
Det var der de skulle have efterladt historien, med den sidste film i 2007, men nej. Endnu engang bliver man mindet om at de store filmselskaber sætter kvantitet før kvalitet, da en mildest talt kedelig og fesen efterfølger udkom i 2011, nemlig Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides. I den film skete der noget nyt - Johnny Depp's ikoniske karakter, Jack Sparrow, blev gjort til hovedperson, og det kunne den ikke bære. Jack Sparrow er en karakter bygget perfekt til en birolle, som hovedperson bliver den for meget, og mister den effektive charme den har. Filmen tjente midlertidig sig selv ind, oven i købet med et pænt overskud. Så det er lidt et mysterium hvorfor en efterfølger ikke kom lige efter. Man havde en fornemmelse om, at serien nok var død, og det var sikkert bedst at begrave den der. Men nu, 6 år efter, kunne Disney alligevel ikke lade serien ligge, og udgiver så Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge (eller Dead Men Tell No Tales, som den hedder i USA). Disney proklamerede den som "det sidste eventyr" (jaja, lad os nu se…) og der er da også en del af mig der gerne vil have Pirates-universet sluttet af på en ordentlig måde, men er Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge så en værdig afslutning?  

Hvad skal der dog blive af stakkels Johnny?

For at svare på ovenstående selvstillede spørgsmål, så njaah. Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge lider af hvad man i biograf-term ville kalde for: for meget popcorn, og for lidt cola. Der er simpelthen for meget salt, og for lidt til at skylle det ned med. Det hænger bare ikke sammen, og giver i sidste ende en meget vekslende oplevelse.

Jack Sparrow i rollen som Johnny Depp, eller er det omvendt? Jeg kan aldrig huske det

Lad os se på det største problem til at starte med: Johnny Depp. Johnny Depp har de seneste år falmet, og har kun periodevis præsteret godt i film. Sidst var det Black Mass, som jeg stadig ikke kan forstå, at han ikke blev nomineret til en Oscar for. Jack Sparrow er rollen der gjorde ham et verdensnavn, og det er også den rolle der er hans mest ikoniske. Igennem de første 3 film spillede han rollen godt, men i On Stranger Tides kunne man tydeligt se, at han ikke var den samme. Det var stadig okay, men det var som om Johnny Depp havde glemt kernen i hans karakter, og nu kun kunne vise overfladen frem. De små problemer i On Stranger Tides er dog intet i forhold til hvordan Johnny Depp spiller Jack Sparrow i denne sidste nye film, hvor det lader til, at han fuldstændig har glemt alt, og næsten ikke engang har overfladen tilbage. Hvis man ser på hvordan Jack Sparrow er i den første film, og sammenligner ham med denne sidste nye film, virker det som to forskellige karakterer, hvor den første altså er den der fungerer. Jack Sparrow er gået fra at være en excentrisk pirat der med held og snilde skubber plottet frem. Der var altid en bagtanke med det han gjorde. Nu er han bare en fordrukken idiot der ikke kan finde ud af selv den mindste ting, hvor plottet skubber ham frem, i stedet for omvendt. Det er ærgerligt. 

Javier Bardem i rollen som Salazar

Den anden ting der ikke fungerer i denne film er selve plottet, der er dumt og overkompliceret. Mange ting, må jeg indrømme, forstod jeg aldrig helt, og de fleste ting giver bare ikke rigtig mening. Hvorfor bliver Salazar befriet blot ved at Jack Sparrow lægger kompasset fra sig? Har han ikke gjort det i de andre film? Hvorfor er den britiske flåde overhovedet med? De kommer aldrig til at spille en signifikant rolle i filmen! Hvorfor er heksen med? Hun spillede heller ingen rolle! Hvorfor vælger Barbossa at hjælpe Jack Sparrow med at dræbe Salazar? Det virker som om han lever fint i luksus og ikke har noget med Salazar at gøre! Hvorfor kan Salazar ikke gå på land? Han blev jo befriet fra forbandelsen! Og sådan er der så mange ting ved denne film hvor man rynker lidt på brynene i mistillid.

Det sure med det søde

Men, som det gamle ordsprog siger, så er det aldrig så dårligt, at det ikke er godt for noget. Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge er nemlig stadigvæk, trods alle dens fejl, en underholdende film. Visuelt er den i topklasse, og plottet, skønt dens forvirring, er stadig sat op sådan at det hele tiden skrider uforhindret fremad. Det er en film med automatgear, uden steder hvor man kommer til at kede sig, eller kommer til at tænke, at nu skal man også videre. Det er lækkert når en film mestrer den kunst. Det gør det til en meget let oplevelse, igen, trods dens mange fejl. En anden ting der også fungerer godt for filmen, er meget af komikken, der mange gange lykkes. Specielt et par situationer med Jack Sparrow, hvor man ikke kan andet end at grine.

Fra venstre til højre: Kaya Scodelario, Johnny Depp og Brenton Thwaites

Så er der det "nye par". Nu hvor historien om Will Turner og Elisabeth Swan for længst er gledet ud i sandet, skal man jo bruge nogle nye unge ansigter til at friske tingene lidt op, og det gør Brenton Thwaites og Kaya Scodelario faktisk hæderligt. Mest fordi de på magisk hvis ikke bliver irriterende i løbet af filmen, i hvert fald ikke i samme grad som Orlando Bloom og Keira Knightley kunne være det. Skuespils-mæssigt er der ingen der rigtig topper karakterer, men Javier Bardem, som skurken Salazar, er en undtagelse. Hans rolle er ret pudseløjerlig, og han gør det faktisk ret godt med hans meget indebrændte og psykopatiske præstation. 
Den sidste gode ting jeg vil nævne er slutscenen, der med en person man ikke havde forventet at se, smelter hjertet lidt på sådan en gammel pirat som mig.  

Alt i alt er Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge en film der lige præcis kan få en anbefaling. Det er en film der har så mange problemer, at det næsten ikke er til at overskue, men på en eller anden måde tilgiver man den de fleste af dem. Dog er det en film der fungerer bedst i nuet, du skal ikke gå hjem og tænke for meget over den ligesom jeg har gjort her, for så falder den lige så stille og roligt fra hinanden.