lørdag den 15. april 2017

Beordringer fra sidelinjen #2: Thelma & Louise - Beordret af Vicki B. S. Sørensen


Thelma & Louise er en film jeg længe har villet se, og så var det jo super belejligt at den tilfældigvis blev beordret til mig. Den er instrueret af den meget alsidige og kvalitetssvingende instruktør Ridley Scott, som jeg er stor fan af skønt jeg ikke har set alle hans film. Jeg behøver dog bare at skrive Alien, Blade Runner, Legend, Black Hawk Down, Gladiator, American Gangster og The Martian for at nævne bare nogle af de film han har prydet vores filmhistorie med. Problemet med Ridley Scott er alle de film han har instrueret ind imellem disse klassikere. Mange er nemlig gået i glemmebogen, og det er der en grund til. Det er nemlig ikke altid at Hr. Scott rammer plet, men gør han det så her med Thelma & Louise?

DEN STORE FEMINISME DISKUSSION


Thelma & Louise er et af de store feministiske filmværker, lavet i en tid hvor langt de fleste actionfilm var lavet til mænd, af mænd og med mænd i hovedrollen. Nåja, og så lige en kvinde der spiller rollen som den lille lækre sag der er afhængig af den stærke mands beskyttelse. Dvs. lige som de fleste film i dag faktisk, men det er dog blevet lidt bedre. Ikke for at lyde som en af disse totalt ekstreme moderne feminister med en agenda så misforstået som den ideologi de tydeligvis kun bruger til deres egen fordel og en holdning så urokkelig og stram som deres… ja nu skal det ikke gå hen og blive for vulgært. Det er selvfølgelig langt fra de færreste moderne feminister der er sådan, men de findes derude, disse skræmmende super-feminister. Det kvindelige svar på en mandschauvinist. Hvis vi tager udgangspunkt i det jeg synes feminisme betyder, nemlig ligestilling mellem køn, så er jeg personligt selvfølgelig også feminist, og det er vi fleste forhåbentlig. At vi så kalder det "feminisme" og ikke "ligestilling" er jo lidt modsigende, men det er et ord der har formet sig ud fra den historiske kontekst. Det var jo kvinden der skulle kæmpe for rettigheder, ikke manden.

Fra venstre til højre: Susan Sarandon som Louise og Geena Davis som Thelma
Feminisme er et skrøbeligt begreb at diskutere, der skal ikke meget til før folk flyver op i det øverste røde tårn, og jeg har stensikkert gjort en eller anden sur allerede. Derfor er det ret interessant at se på hvordan Thelma & Louise tackler dette springfarlige tema, og det gør de… næsten godt. Det er tydeligt lige fra starten, næsten ALLE mænd i filmen er nogle røvhuller. Næsten ALLE mænd i filmen er enten ude på at nedtrykke dem, voldtage dem, stjæle fra dem, sexchikanere dem, banke dem osv. Og ALLE kvinderne i filmen er portrætteret som undertrykte godhjertede sjæle, der lever en zombielignende tilstand under mandens konstant tyranniserende overvågning. Det er selvfølgelig gjort så vi som publikum bedre kan se det billede filmen maler, og så vores to hovedroller, Thelma og Louise, står skarpere som de sorte får der skiller sig ud fra flokken. Det kan bare ikke undgå at genere mig lidt, for det strider imod det jeg synes er det vigtige i feminismen. Hvis man laver en film om feminisme hvor manden er skurken, så har man misforstået hvad det hele handler om. Det handler ikke om at kvinden skal overtage mandens post som det "stærkere køn", det handler om gensidig respekt og lige muligheder. Det er der desværre intet at spore af i Thelma & Louise. Derfor har filmen et grundelement der konstant irriterer mig, og bliver ret anstrengende i længden.

PÅ FLUGT FRA LOVENS LANGE ARM


Hvis man kigger udover "alle-mænd-er-nogle-svin-feminismen", så er Thelma & Louise en vanvittigt veludført film. Det er en moderne western, hvor vores to hovedpersoner kører gennem det sydlige USA som to outlaws på flugt fra lovens lange arm. Eller to frie kvinder, på flugt fra de mænd og det samfund der i alt for lang tid har holdt dem nede. Det første der indikerer, at det er sådan en film vi skal se, er den fede musik, der afhængigt af situationen skifter imellem at være en ensom plimrende guitar, til et fuldblæst country western nummer. Det er et fedt lydbillede, der gør at man hurtigt kommer ind i sydstats-stemningen.

Brad Pitt i rollen som J.D.
Skuespillet fra vores to hovedpersoner, spillet af Susan Sarandon og Geena Davis, sidder lige i skabet. Specielt Geena Davis spiller helt fantastisk som den 'blondine-dumme' Thelma. Hun spiller faktisk så godt, at man konstant bliver irriteret på hende, men man kan ikke tage øjnene fra hende. Det er godt klaret. Susan Sarandon spiller også rigtigt fint som den ældre og lidt mere ødelagte Louise, der mens hun kæmper med at holde styr på Thelma, også skal kæmpe med sine indre dæmoner. En meget ung Brad Pitt er også med her. Det er sjovt at se ham før han blev megastjerne, og han er en ret skæv karakter i filmen. Man ved aldrig rigtig om han er god eller ond, men det viser sig til slut, at han selvfølgelig blot er en nederdrægtig tyveknægt, der udnytter Thelma og Louise. Det kan jo ikke være andet, han er jo en mand, så han må være ond af natur… På skuespilsfronten skal også lige nævnes Michael Madsen som eks-kæresten Jimmy, og Harvey Keitel som politimanden Hal. De to karakterer er faktisk ikke onde selvom de er mænd. Jimmy er bare en svag mand der lader sig bruge af Louise, men Hal er en godhjertet politimand, der virkelig prøver at hjælpe vores to hovedkarakterer.

IKKE FOR AMATØRER


Thelma & Louise er alt i alt en rigtig vellykket film. Dens svageste punkt er historien og dens lidt sjuskede manuskript. Det, blandet med at de alle taler med en fake sydstats-accent, gør at det hele godt kan virke urealistisk og staccato. Man kan nogle gange se sig selv udefra se en film, i stedet for at blive slugt ind i filmens univers, og det er ikke så heldigt. Men trods det, så kan man ikke lade være med at holde af den støvede roadmovie-stil, hvor man aldrig ved hvad der er rundt om næste hjørne. Det er en film med noget på hjertet, og det føler man lige fra start, og hele vejen til slut. Selve slutningen skal ikke røbes her, men den er ret overraskende. Personligt kan jeg godt lide den, men den er måske lidt for symbolsk til at fungere med resten af filmen.
Hvad så med Ridley Scott? Har den kvalitetssvingende instruktør klaret det okey her? - Ja, i stor stil. Det er en film der med pendulfart flyver igennem alle slags følelser, lige fra irriterende frustrationer til humoristisk kærlighed. Og at mestre det og skabe en god samlet oplevelse, er ikke for amatører. Så hvis du sidder en aften og tænker, at du da godt kunne se en støvet femi-roadmovie i bedste moderne westernstil, så er Thelma & Louise filmen for dig!