onsdag den 8. november 2017

Thor: 80'er Rock

Thor har altid været den Marvel karakter med det største potentiale, men også den Marvel karakter med de dårligste film. Thor fra 2011 var ikke en decideret dårlig film, men mere en smule kedelig i dens superhelteskabelon. Thor: The Dark World fra 2013 dykkede desværre længere ned i ligegyldigheden, og tilføjede en næsten selvoptaget seriøsitet til universet. Ingen af disse to film er dog spild af tid, og er helt fin underholdning til en hyggelig lørdag aften. Man har dog altid følt, at der var noget der ikke passede, noget der var skævt i forhold til den tilgang, der blev taget til karakteren Thor. Ind fra sidelinjen, på en kold Oktoberdag, får Thor: Ragnarok så præmiere, som den tredje Marvel-film i år. Og hvad skal vi så tænke om det? I en tid hvor folk er blevet lidt trætte af et superhelteunivers der har vokset sig næsten alt for stort, hvad skal en efterfølger til nogle middelmådige superheltefilm så gøre for at fange vores interesse på ny?


Dommedag er skide Skægt

Thor: Ragnarok er en komedie. En rum-komedie, meget ligesom Guardians of the Galaxy. Faktisk er stilen så ens, at det næsten virker latterligt. Det er tydeligvis et forsøg fra Marvels side af, at spille på det, publikum godt kan lide. Nu er folk blevet trætte af over-seriøse superhelte-problemfilm så dunkle, at man næsten ikke kan se hvad der sker på skærmen. Det folk vil have nu er farvestrålende humoristiske eventyr, med sjove karakterer, karikerede kostumer og alle de jokes der kan trækkes i slikautomaten. Guardians of the Galaxy er den nye standard, og nu følger alle andre trop. Man kan godt væmmes ved de kapitalistiske forretningsplaner der ligger bag, at Thor-universet nu har skiftet total stil, men nu handler store hollywoodfilm jo først og fremmest om penge, og det er ikke altid, at det er en dårlig ting. For med tidens "nu-skal-vi-alle-have-det-sjovt-med-80'er-nostalgi-med-masser-af-sjove-farver-og-et-fedt-soundtrack"-bølgen, så har Thor-universet endelig fundet sit rette sted. Det er nemlig en lidt latterlig historie, og så passer det bare så godt, at lave lidt grin med det hele.
Ikke alle jokes i Thor: Ragnarok går lige ind, men det er meget få af dem, som falder til jorden. Det kan vi takke Taika Waititi for, som har instrueret denne sag, og som også har en rolle i filmen som den flinke rebelske stenmand Korg. Selvfølgelig kan vi også takke manuskriptforfatterne, men meget af humoren i Thor: Ragnarok er improviseret i sammenspil mellem skuespiller/skuespillerinde og instruktør, og Taika Waititis specielle New Zealandske kiwi-humor skinner derfor tydeligt igennem. Det, der dog var problemet i Guardians of the Galaxy, og endnu mere i Guardians of the Galaxy vol. 2, var, at de nødvendige dramatiske momenter i filmene blev fejet væk under gulvtæppet til fordel for jokes. Hver gang der var et seriøst øjeblik, blev der hurtigt klippet væk til nogle der sagde noget sjovt. Dette er også et syndrom som Thor: Ragnarok lider en smule af, og skønt den gode humor, kan det hele godt føles meget overfladisk uden den emotionelle dybde der går tabt til fordel for grinet.
God humor er dog intet uden gode, komiske skuespillere, og overraskende nok har Chris Hemsworth, som spiller Thor, fuldstændig styr på sin komiske timing. Det er måske ikke så overraskende igen, for igennem de sidste par år har Chris Hemsworth afprøvet sine komiske evner i film som Vacation, Ghostbusters og i de små promo-kortfilm, der er blevet lavet med ham og Mark Ruffalo som Hulken. I Ghostbusters kontaktede han endda selv instruktøren, i håbet om at få en lille rolle, så han kunne forbedre sine improvisationsevner. Han endte med at være det sjoveste ved den film. Udover at være sjov, har Chris Hemsworth også vokset sig ind i hans karakter. Han er godt og vel de 34 år nu, og selvom det ikke er den ældste alder, så klæder det karakteren med lidt flere rynker i panden og rundt om øjnene. Chris Hemsworth ligner lidt mere en mand, og lidt mere den viking han skal spille. Anthony Hopkins viser også i starten af denne film et komisk talent jeg ikke vidste, han havde, og det klæder ham. Alle skuespillerne og skuespillerinderne spiller faktisk fint over hele linjen. Cate Blanchett ser skurke-agtig og sej ud som Hela, og Tessa Thompson spiller også fint som Valkyrie. Én der dog irriterer mig lidt er Jeff Goldblum, desværre. Han er en original og en ægte éner, men jeg er ikke sikker på, at han passer ind i dette univers. Jeff Goldblum kan ikke spille andre end Jeff Goldblum, og det kan godt tage én ud af filmen en smule, når han laver alle sine signatur "uh" imellem ordene, og fægter med armene.

Cate Blanchett som Hela, Chris Hemsworth som Thor og Tessa Thompson som Valkyire

Fuld smæk for Skillingen

Udover en lidt langtrukken midte, så er der fuld smæk for skillingen på Thor: Ragnarok. Tempoet er for det meste højt, og actionscenerne super underholdende. Det er dog ikke en film man kan se hvis man ikke har set alle de andre Marvel-film, og det er ærgerligt. Man ville nok godt kunne forstå hovedelementerne i historien, men mange små detaljer ville flyve hen over hovedet på én, og nogle ting ville være direkte uforståelige, hvis man ikke har fulgt med i Marvels "shared cinematic universe". Nu har jeg fulgt stødt med, så jeg fangede det hele, men det er en kende ærgerligt, at det skal være sådan. Det sammenhængende univers er en god idé, og en revolutionerende måde at lave en filmserie på, men det gør også at ingen film kan stå alene. Det kommer til at svække mange der ikke følger 100% med.
Men når alt kommer til alt, så er Thor: Ragnarok en film der formår at putte Thor-filmene tilbage på sporet. Det er en ny frisk start, med en ny frisk stil, der emmer af farvesprudlende humor og 80'er nostalgi. Chris Hemsworth har aldrig været bedre, og det har denne film-serie heller ikke.


onsdag den 11. oktober 2017

Blade Runner 2049 - Et sjæleligt mesterværk

Denis Villeneuve har for alvor stemplet sig ind som en af vore tids store filmskabere. Det gjorde han allerede med Prisoners i 2013, hvor han for første gang blev bemærket i de finere filmkredse. Han fortsatte derefter stødt frem med film som Enemy, Sicario og Arrival, som alle fik stor succes blandt kritikere såvel som publikum. For få dage siden landede hans nye projekt så i biografen, og det er uden sammenligning det mest ambitiøse projekt for ham til dato, nemlig Blade Runner 2049. For at det ikke skal være løgn, er det 35 år siden den originale kom ud, og samtidig skal den leve op til den første films klassiker status. Det er kampen om relevans, altså kampen om, hvorvidt det overhovedet giver mening at lave en efterfølger. Den SKAL være god, ellers er den ikke andet end et blasfemisk pengeværk.


Godt skuespil i Fantastiske Billeder

Længe behøver man dog ikke at vente for at se, at der ikke er så meget at frygte. Lige fra start føler man nemlig, at man er i gode professionelle hænder, og det beroliger. Denis Villeneuve har et godt greb om universet, og Roger Deakins, som er DP (Director of Photography), har i den grad styr på sit kram. Det er det første man lægger mærke til, nemlig den fantastiske cinematografi, og det kan vi takke Deakins for. Fuldstændig fantastiske billeder. Hvis Roger Deakins ikke vinder en Oscar for dette mesterarbejde, så er der da ikke retfærdighed til i denne verden.
Som sagt foregår Blade Runner 2049 35 år efter Blade Runner, og verden har ikke ændret sig synderligt meget. Den er stadig mørk, dyster og dysfunktionel. De 35 år frem i tiden har dog gjort noget. Nu er robotterne nemlig så svære at adskille fra mennesker, at de fleste ikke kan kende forskel, heller ikke dem selv. Og hvori den første film handlede om et menneske, der ikke vidste, om han var robot, handler denne nye film om en robot, der ikke ved, om han er et menneske. Det er en genial idé bare at vende historien fra den første på hovedet, og det fungerer rigtig godt. Ryan Gosling, som spiller vores hovedperson K, er bjergtagene at se på. Med hans utrolige karisma og film-aura bærer han filmen fremad, og falder smukt i et med den episke verden. Han spiller sin karakter til perfektion, og man kan ikke andet end at være fuldt engageret i hans søgen efter hvad der er rigtigt og forkert. Faktisk spiller alle rigtig fint, og vigtigst af alt, passer de alle ind i den dunkle sci-fi noir verden som Denis Villeneuve har skabt. Både Ane de Armas som Joi, Sylvia Hoeks som Luv og Jared Leto som Niander Wallace fortjener alle at blive nævnt her. Personligt var det dejligt at se Jared Leto i en god rolle, da det er sjældent han fungerer på det store lærred. Vi alle har jo skuespillere, som vi af en eller anden grund ikke er specielt vilde med lige meget hvad de gør, og Jared Leto er altså sådan en skuespiller for mig. Og så er der selvfølgelig Harrsion Ford, legenden, og én af de eneste to tilbage fra den originale film (den anden er Edward James Olmos, som vender tilbage i en mindre cameo i rollen som den origami-fikserede Gaff). Som en rigtig diva, går der omkring de 90 min. før Harrison Ford dumper ind i filmen. Ja, man ender med næsten at tro, at man har set forkert på plakaten - Var Harrsion Ford ikke med? Det synes jeg da! Men det er han altså, du skal bare vente, og når han kommer ind, skifter filmen til et helt nyt gear. Det er længe siden, at Harrsion Ford virkelig har spillet godt. Misforstå mig ikke, han er altid et godt bekendtskab på skærmen, men virkelig at dykke ned i en dramatisk rolle som han gør her i Blade Runner 2049 - det er længe siden. Det vidner om, at Harrsion Ford for en gang skyld virkelig er med på projektet, og virkelig tager det alvorligt. Han har endda en grædescene! Det ved jeg ikke, om jeg nogensinde har set ham gøre. Harrison Ford spiller fantastisk i denne film, og det skulle ikke undre mig, om han blev nomineret til en Oscar. Ikke fordi han er årets bedste mandlige birolle, men fordi det er Harrison Ford, han er 75 år, er en legende, og har ikke vundet en Oscar endnu. Det tror jeg godt, at Oscar-folkene kunne finde på at lave om på.


At finde sjælen i en Følelseskold Verden

Filmen er mesterligt fortalt, som en stor episk historie der langsomt folder sig ud foran ens øjne. Meget langsomt... og det er her filmens største problem ligger: Den er for lang. Billederne kan være nok så smukke at kigge på, verdenen kan være nok så fascinerende, men med den nærmest trancelignende hastighed filmen bevæger sig fremad i, så kan det hele godt blive en smule kedeligt og faretruende tæt på søvndyssende. Det hjælper heller ikke at soundtracket, smukt og cool som det er, også kører i samme rille, med dens meget lange toner og mørke elektroniske beats. Man skal virkelig være med på stemningen, ellers er det helt godnat. Soundtracket er til tider også meget højt, og laver disse meget larmende "distortion-brøl" som har været på mode siden Inception. Fascinerende som disse brøl kan lyde, bliver de her brugt for meget, og mister deres effekt, desværre. 
Dette er dog de eneste to ting der er at sige negativt om filmen, alt andet er perfekt. Jeg vil gå så langt som at sige, at hvis denne film ikke er perfekt, så er intet perfekt. Blade Runner 2049 gør sit job som efterfølger til en gammel klassiker umådeligt godt, og hvis man var fræk og ingen pli havde i livet, kunne man godt diskutere om den egentlig er bedre end originalen. Om ikke andet, så sørg for, at du ser den originale Blade Runner fra 1982, før du ser Blade Runner 2049. Vigtige referencer bliver ellers spildt, og det ville være synd, hvis man ikke forstod filmen fuldt ud. Især fordi det i forvejen er en film, der godt kan være lidt svær at forstå - ikke lige så svær som originalen dog.
Det sidste der skal nævnes er filmens relevans. Hvorfor laver man en efterfølger til en gammel kult film? - penge, er selvfølgelig en grund, men også fordi, at de temaer der var i den originale er blevet meget mere forstærket i dag, sammenlignet med dengang. Temaet om sjælen. Hvad er en sjæl? Og hvornår har man den? I denne meget fremskridende teknologiske verden vi lever i, er det ikke svært at forestille sig, at vi på et tidspunkt selv kommer til at stå overfor dette etiske spørgsmål. Hvis vi nogensinde laver robotter, der er så tæt på os selv, så man ikke kan se eller føle forskel, er de så robotter længere? Har de fået det der ellers gør os mennesker unikke, nemlig en sjæl? Det er et spændende filosofisk og etisk spørgsmål, og Blade Runner 2049 gør dets ypperste for at udforske det, hvilket resulterer i en meget sjælelig film, skønt dens følelseskolde facade.


Selvom alle ikke kommer til at være til Blade Runner 2049, er det en film alle burde se, og helst på det store lærred i biografen. Sjældent bliver en film så lang tid i ens sind efter man har set den. Med en blanding af sindssygt flotte billeder, meget smukke scener, perfekte skuespilpræstationer og filosofiske spørgsmål, formår Blade Runner 2049 ikke kun at være voldsomt relevant, men også en af årets bedste film.


mandag den 2. oktober 2017

De Hurtige #2

Jeg ser mange film, dog er det langt fra alle jeg skriver om her på bloggen, da det ikke er alle jeg føler at skrive en længere rapport om. "De Hurtige" er stedet hvor nogle af disse mange film jeg ser bliver hurtigt nævnt. Det er stadig langt fra alle film jeg ser som jeg smækker ind her, men det er i hvert fald 10 stk.
(for at følge med i alle film jeg ser, gå da ind på min Letterboxd, som jeg regelmæssigt opdaterer)



The Lost City of Z (2016/2017)

 


Noget så sjovt som en stille adventurefilm. Tit forbinder man adventure med humor og action, men her bliver genren blandet med en dyb stilhed, historisk korrekthed og en stærk realisme. Foruden åbenlyse moderne ting som billedkvalitet og lydkvalitet, så kunne denne film sagtens være filmet for 30-40 år siden. Den har bare denne 70'er følelse som fascinerer en lige fra start til slut.
Når det nu er sagt så bliver det langsomme tempo og den trancelignende stilhed for meget hen ad vejen, i løbet af dens næsten 2,5 time lange spilletid mister man interessen, og filmen går hen og bliver kedelig. Den er simpelthen for lang. Jeg ved heller ikke hvad jeg synes om Charlie Hunnham i hovedrollen. Hans præstation fejler intet, men det er som om han ikke passer ind. Han er for moderne af statur og måde, af en eller anden grund jeg ikke helt kan definerer. Robert Pattinson klarer den til gængeld overraskende godt i en højst uvant rolle, og Sienna Miller er også god som den stærke kone.
En adventurefilm uden action, det tror jeg er første gang jeg oplever det, og det må jeg give den kado for.




Guardians of the Galaxy vol. 2 (2017)

 

 

Guardians of the Galaxy er klart det bedste der er kommet ud af Marvel, og denne efterfølger skuffer ikke, selvom der er flere småfejl her og der end den første film. Vittighederne falder mere off-beat end den første, og karaktererne og historien er en del tyndere, især skurkens plan var en kende tvivlsom, men det er alt sammen noget man tilgiver hen ad vejen. Dog pissede det mig lidt af hver gang en ny sidekarakter skulle fortælle sin meget lange baghistorie..
Alt i alt lige så god som den første, og så er Drax GE-NI-AL!




Fifty Shades Darker (2017)



Fifty Shades of Grey var en middelmådig film, som gjorde sit job godt som erotisk drama. Denne efterfølger er dog helt hen i vejret, der sker ikke en rygende fis! Jeg gentager: EN RYGENDE FIS! Som et langt forspil uden forløsning...


 

Ghost in the Shell (2017)

 


Meget flot tekno sci-fi, baseret på den kendte japanske anime af samme navn. Meget kritik er kommet ud af denne film, der caster vestlige personer til en meget japanske historie, og det virker da også lidt underligt når Scarlett Johansson har en japansk mor og hedder Motoko... Men noget racistisk kan jeg personligt ikke se der ligger i det. Filmen er jo designet til det vestlige publikum, og situationen ville sikkert være den samme, hvis nu Japan skulle filmatiserer slaget på reden, eller slaget på dybbøl, eller et andet kedeligt kapitel i den stolte danske historie.
Anyway, Scarlett Johansson fungerer overraskende godt i hovedrollen, og ligeså med Pilou Asbæk i sin første store internationale rolle. Filman kan godt gå hen og blive lidt kedelig i midten, men en fed start og sidste halve time gør op for det.

Ikke så ringe endda, skønt det lugter lidt af en film der bliver glemt om et par år.




The Circle (2017)

 


Som at genleve den værste jobsamtale du nogensinde har været til, mens du læser "Terms and Conditions" til din nyeste IPhone. The Circle har en intimiderende stemning, en velspillende Tom Hanks og en overraskende velspillende Emma Watson, men den fejler på dens højst urealistiske historie, som ikke giver den store mening. Folk ville jo ikke gå med til 80% af hvad der sker i den her film!
+ 2 stjerner for dens kritiske syn på den digitale verden, men - 3 stjerner for dens fordummende syn på menneskeligheden.



Girls Night Out (2017)

 


 Noget af det værste gylle jeg nogensinde har set. Den her film giver ingen mening overhovedet, og så er den voldsomt kedelig og forudsigelig. Er ikke fan af denne nye stil af amerikanske komedier der er 90% improviseret... hvor er den røde tråd!? AAARRRHHH!
Hvis du vil se noget virkelig irriterende, uhumoristisk og dovent gang skrald så set Girls Night Out på, men hvis du vil spare dig selv for noget af det værste filmtortur længe, så gå en stor cirkel uden om. Ja, hårde ord, men jeg blev sgu gnaven.


 

Alien: Covenant (2017)

 


Det rene møg. Jeg har ikke brug for at se en halv-dårlig CGI-alien i fuld dagslys løbe rundt og savle, det er ikke hvad "Alien" er for mig. Den misser fuldstændig essensen af universet. Og jeg har heller ikke brug for at den skal være så over-gory og hyper-voldelig, at jeg fik det fysisk dårligt, og måtte se det sidste kvarter dagen efter. Det er den ulækreste film jeg meget længe har set, og det værste er, at det hele føles unødigt. Hvorfor skal det være så voldeligt? Det ville være mere stilet med en pænere overflade til Alien-universet, og lad alt det gory blive i Saw-filmene, hvor det hører til. Filmen er i øvrigt nærmest en kopi af den første Alien, og det gør at man kan forudsige ALT der sker. Lige fra første scene til sidste. Selv twistet ser man flere kilometer før det kommer. Og så er karaktererne simpelthen så dumme, "Se et alien æg, lad mig lige stikke hele mit hoved ind i det" - "Vi er lige landet på en fremmed planet, lad mig lige plukke et tilfældigt blad og smage på det" - "Jeg holder lige en tale om hvor vigtigt det er at holde sammen, så vi ikke bliver væk fra hinanden i denne mærkelige skov... Nå, lad os splitte op, du går den vej, jeg går den vej"... Man har lyst til at råbe af skærmen. Og så er Katherine Waterston fejl castet til hovedrollen, hun mangler simpelthen karisma.
Ridley Scott er godt i gang med at ødelægge sit eget mesterværk, og det er sgu lidt hårdt at kigge på. Han er blevet for gammel, få ham væk fra den stol!


 

 The Big Sick (2017)

 

Engagerende og charmerende film om en dramatisk historie fra det virkelige liv, udfør på en både letbenet og dyb måde. The Big Sick er muligvis den bedste romantiske komedie jeg nogensinde har set. En på mange måder smuk film.



 

Baywatch (2017)

 

Professionelle medier og andet godtfolk har i stride strømme givet denne film den laveste karakter muligt, og har på skift kaldt den diverse knap så hæderlige ord. Man har blandt andet kaldt den komedien uden jokes, så forhåbningerne var ikke de største, da mig og min bedre halvdel, satte os ned en fredag aften med et par veltrængte øl, en sjus og en halv flaske rødvin, og frivilligt tvang os selv til at se om Baywatch nu også var så slem som alle gik rundt og sagde.
Og det var den. Den var ikke sjov, den var grimt lavet, den var voldsomt dum og usammenhængende, men så var den heller ikke mere end det. Fornærmet blev man ikke, og derfor er det i min notesbog ikke en en-stjernes-film, men en film, der lige præcis kan snige sig op på de to stjerner.

Må dette "mesterværk" blive skyllet væk med næste tidevandsbølge, og flyde lige så stille ud på den skraldeø der skulle ligge der ude i Atlanterhavet, og langsomt blive glemt. Det er kun for det bedste.



 

Wonder Woman (2017)

 

Der skulle en kvinde til DCEU for at vise alle de selvoptagede mænd hvordan man laver en ordentlig superheltefilm. Tak, Patty Jenkins. Selvom det sidste akt er en smule tomt og standart, så gør resten af filmen op for det. En meget underholdende origin story, lige som den skal være. Men hey, skru lige lidt ned for slowmotion effekten, man skulle tro Zack Snyder havde kigget lidt for meget forbi klipperummet.

 


tirsdag den 26. september 2017

Når man bliver Ramt

Ramt er en ny dansk novellefilm, og er faktisk så ny, at den ikke har fået præmiere i Danmark endnu. De eneste steder man kan opleve den i skrivende stund er til Bucharest Shortcut Cinefest og Västerås Filmfestival, så hvis man ikke lige gider at tage til Rumænien eller Sverige, må man væbne sig med tålmodighed. Tålmodighed behøver man dog ikke nødvendigvis at have så meget af, for efter at have set denne lille film på 30 minutter, kan jeg ikke forestille mig, at den ikke bliver udtaget til et par af de danske filmfestivaler.


Bøtten på hovedet

Filmens titel er en meget god indikation af hvad filmen handler om. Den handler nemlig om at blive ramt af noget uforudsigeligt, der kommer til at ændre ens liv totalt, kampen om at acceptere det, og finde livslysten igen. Det er i sig selv ikke originalt, og det behøver en historie nødvendigvis heller ikke at være, men Ramt formår alligevel at vende bøtten på hovedet. Filmen handler om en kvinde i sin bedste alder, der pludselig bliver ramt af en sygdom, der gør, at hun gradvist mister alt der giver hendes liv mening. Sygdommen bliver aldrig nævnt, hvilket er et mesterligt træk, men jeg kan godt afsløre, at der her er tale om sygdommen sklerose. Hvis jeg kigger mit indre filmbibliotek igennem, kan jeg ikke komme på nogle film der omhandler sklerose, så kado til Ramt for at drage ud på uudforsket territorie.
Det første man desværre lægger mærke til, er det lidt staccato og klodsede skuespil fra alle parter. Det ødelægger en del af den følelsesmæssige investering man har brug for i starten, for at historien kan fungere. Heldigvis er det kun i starten, og efter et par scener med lidt for meget "manuskriptsoplæsning", finder skuespillerne fodfæstet og filmen bliver en del bedre. Hvad der gør, at skuespillet pludselig ændrer sig til det bedre, kan jeg kun gisne om, men om ikke andet gør det sidste halvdel ekstra god, ved siden af sin halvklodsede start. Der er jo ikke noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget, som man siger. Nu vi er ved skuespillet, så spiller vores hovedperson, Lotte Munk, ganske upåklageligt. Hun formår at få os med ind i hendes tankeverden, og man føler virkelig med hende. Ja, man skulle næsten tro hun havde sklerose. Den måde hun smerter sig og ryster på hænderne, det kan ikke gøres bedre.

Du kan ikke undgå at blive ramt


Ramt handler lige så meget om sklerose, som den handler om den eksistentielle krise og endegyldige depression der medfølger. Kæresten skrider, man bliver fyret og ryger på førtidspension, folk forsvinder stille og roligt ud af ens liv, og man bliver til sidst en ensom grøntsag uden venner og familie, dømt til et liv med irriterende sygehjælpere. Netop dette er det sidste kritikpunkt jeg vil nævne. Selvom det nok ikke er det, instruktøren Rasmus Doolengs vil signalere med filmen, så er det dét, jeg får ud af den. Der er ingen forløsning af at komme over på den anden side ved at vores hovedperson accepterer sin sygdom, hun forbliver bare i en zombie-lignende depressionstilstand, uden at have fået antændt bare den mindste livsgnist igen. Sklerose er en forfærdelig ting, og jeg er sikker på, at der er mennesker, der aldrig kommer til at kunne smile igen, men det bliver bare for ensidigt. Det er vigtigt at skildre den depressive del, specielt for os som publikum, men hvad med det positive? Oprejsningen? Der bliver bare fokuseret for meget på skyggesiden. Det er selvfølgelig en smagssag, men i min verden er det vigtigt at specielt sådan en film her giver håb, og det gør den ikke, tværtimod. F.eks. irriterer det mig, at vores hovedperson ikke gider at tale med sine sygehjælpere til sidst, selvom de hjælper hende og prøver at gøre det bedste for hende. Her kommer ordsproget ind igen: Der er ikke noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget. Jeg føler historien godt kunne bruge mere af den attitude.
Når det nu er sagt, så er Ramt en meget veludført novellefilm. Flotte billeder, uproblematisk lydbillede, drama der aldrig bliver for meget eller overfladisk, og et soundtrack der hænger sammen med historien der bliver fortalt. Det vigtigste er, at man virkelig kommer til at føle med vores hovedperson og hendes forfærdelige situation. Du kan ikke undgå at blive rørt, rystet og ramt.


tirsdag den 12. september 2017

IT - Klovnen er tilbage!

Det er 27 år siden vi sidst så den frygtindgydende klovn, Pennywise, på skærmen. Dengang var det legendariske Tim Curry bag klovnemasken, og hans version af karakteren er stadig lige så skræmmende i dag, som den var dengang. Så hvorfor lave et remake? Og er det ikke farligt, når nu den originale er så vellykket?


Frygt

Jeg var 1 år da den originale kom ud i 1990, og har derfor aldrig haft det største forhold til den. Det siger sig selv, at jeg var for ung til at se den, da den kom ud, og da jeg blev gammel nok til at se farlige gyserfilm var den røget lidt i glemmebogen. Desuden har gyserfilm aldrig haft min store interesse, og det er først her de sidste par år, at gyserverdenen har åbnet sig op for mig. Gyserfilm lavet på den rigtige måde, handler nemlig om meget mere, end bare at skræmme. Det er hvad der ligger bag skriget, der er virkelig gruopvækkende. Det er få gyserfilm der tør tage det spadestik dybere end overfladiske jumpscares, men her de sidste par år har vi haft en renæssance af gyserfilm, der tager genren seriøst igen. Ikke flere dumme teenagere i en hytte i skoven, nej, lad os i stedet finde ud af hvad der egentlig ligger bag ordet frygt.
Det er her It kommer smukt ind i billedet. It er nemlig ikke nødvendigvis kun ude på at skræmme dig, men også ude på at få dig til at frygte den. Det kan godt lyde lidt lommefilosofisk, men der er altså en forskel. Frygt er snigende, nervepirrende og vedholdende, hvorimod følelsen af at blive skræmt nok kan give dig hjertebanken og få dig til at sige sjove lyde, men ikke bliver hos dig. Et chok kan du grine af bagefter, men frygt er noget andet. En frygtindgydende film bliver hos dig i lang tid, og denne frygt-følelse forsøger It at spille på. Dette gør den nogenlunde succesfuldt, selvom den nogle steder godt kan blive lidt for kliché, har nogle sjove genreblandinger og har et par lidt for traditionelle jumpscares her og der.

Et forfriskende pust af Nostalgi

Der går ikke lang tid før vi får klovnen Pennywise at se, og på en måde er det rart med en film der ikke gemmer "monsteret" til sidst. Vi får også meget hurtigt at se, at denne nye version ikke er til at tage for givet, når den pludseligt bliver en del mere blodig end man måske havde forventet. Man skal passe på med det blodige i film (eller gory, som det hedder på "inglés"), det kan nemlig meget hurtigt blive et unødigt kvalmende element. Den store nødvendighed har de gory elementer heller ikke til historien her, men på sin vis passer det fint ind, da det ikke bliver overdrevet, og fokusset dermed ikke bliver flyttet fra historiens kerne.
Efter introen bliver vi introduceret til vores verden og hovedkarakterer, som er en gruppe skoledrenge og en pige, der har fundet sammen fordi de allesammen bliver mobbet. Karakteropbygningen er rigtig flot konstrueret. Da der er mange hovedkarakterer man skal lære at kende på forholdsvis kort tid, får vi aldrig en fuld præsentation af alle sammen. Det vi til gengæld får er en meget effektiv rundgang af de forskellige karakterer, så vi ved præcist så meget vi skal om dem og deres særheder før historien kan gå i gang. Dette fungerer rigtig godt. Inden længe får man følelsen af at have set det hele før, og man kommer hurtigt i tanke om Netflix-serien Stranger Things som udkom sidste år (2016). Den bærer så tydelig inspiration, at den endda har Finn Wolfhard på rollelisten, som også var med i Stranger Things. It hopper altså med på den nostalgiske filmbølge, der på det sidste har idoliseret 80'erne og de "Spielberg'eske" ungdomsfilm fra dengang - såsom E.T. og The Goonies. Det kan godt være et turn-off for nogle, men personligt er jeg vild med denne nye bølge, da jeg altid har elsket 80'er filmstilen. Hele idéen med at rykke historien op til 80'erne, i stedet for 50'erne som i den originale, er også et mesterligt træk. Jo længere vi kommer væk fra 50'erne, jo mindre kan vi som publikum identificere os med dengang. Medmindre du selvfølgelig var ung i 50'erne, men dette er ikke målgruppen mere. 80'erne er er den tid hvori størstedelen af målgruppen for denne nye version af It var børn, og filmen får derfor et forfriskende pust af relaterbart nostalgi.

Børneflokken vi følger igennem filmen

Pennywise er sjov?

Som nævnt tidligere blev Pennywise i 1990 spillet af den legendariske Tim Curry, og ingen kommer nogensinde over hans fantastiske præstation. Pennywise anno 2017 bliver spillet af den mere ukendte Bill Skarsgård, der er i familie med både Stellan Skarsgård og Alexander Skarsgård, som efternavnet afslører. Denne rolle ville de fleste skuespillere nok sige nej til af ren ærefrygt, for det er ikke mange der kan gå i Tim Currys sko. Bill Skarsgård når heller ikke Tim Curry til sokkeholderne, men gør en hæderlig præstation. Man kan se han har tilføjet et par småting til karakteren, men i det store hele laver han egentlig bare sin bedste imitation af Tim Curry som Pennywise, og det er på en måde smart. Selvom det ville have været sjovt at se en skuespiller tage karakteren et helt nyt sted hen, så er det også betryggende at se noget man ved der fungerer, spillet af en skuespiller der er sikker på sin sag, og det er Bill Skarsgård, som med denne præstation sikkert er blevet det naturlige valg til alle fremtidige skurkeroller. Hvis man skulle sige en negativ ting, så er det at Bill Skarsgård er en tand for ung til rollen. Tim Curry var 44 år dengang han spillede Pennywise, og selvom der ikke er nogen bestemt alder på klovnen, så ville en ældre skuespiller have klædt rollen lidt mere.
Nu vi er ved skuespillet, så fortjener vores hovedpersoner også en masse ros. Man bliver altid nervøs når man har med børn at gøre i film, tit spiller de nemlig ikke så godt, og det kan godt virke distraherende. Disse børn spiller dog alle fabelagtigt, og deres komiske timing er eminent. Du tænker måske det er mærkeligt at jeg skriver "komiske timing" når vi her snakker om en gyser, men It ville jeg faktisk kategoriserer som en komediegyser. Omkring 40% af filmen er humoristisk og sjov, og det var noget der især overraskede mig. Det er ikke fordi man tænker på at grine, når man ser plakaten... Grin og gråd balancerer hinanden ud, og det gør filmen til en overraskende harmonisk oplevelse. Dvs. skønt dens dybe historie om frygt, bliver den let at sluge, hvilket er et plus i min bog.

Bill Skarsgård i rollen som Pennywise
It er en af de bedste Stephen King adaptioner jeg har set, og selvom det kommer fra en, der ikke har læst nogle af hans bøger, så har jeg til gengæld set mange af de film der er baseret på dem. Selvom It godt kan virke en smule for old-school til nogen, også i sine skræmmeteknikker og gyserelementer, så er den så veludført, at man ikke kan andet end at respektere den. Decideret skræmmende blev den aldrig, men man får til gengæld et snigende ubehag mens filmen undersøger hvad frygt er, og hvordan man bekæmper den. Så skønt småplatte elementer her og der, så er It anno 2017 en meget vellykket og underholdende filmoplevelse.


    
 

onsdag den 6. september 2017

Pixar - fra mindre godt til mega godt!

Nu hvor Cars 3 kører i biografen og Coco snart kommer ud, må jeg hellere byde på min liste af Pixarfilm fra værst til bedst… Eller fra mindre godt til mega godt, som jeg har valgt at kalde den. En Pixarfilm slår nemlig aldrig fejl, eller gør den?



17. Cars 2 (2011)


Cars 2.. ja, hvad skal jeg sige. En underholdende film hvis du er 10-12 år, og det er der jo ikke noget galt i, men hvis du ikke er det, så held og lykke. Lad os håbe at Pixar aldrig synker så dybt igen, og at der efter Cars 3, bliver lukket for historien om bilerne, så vi kan komme videre med nogle lidt mere spændende ting.


16. Cars (2006)


 Jeg kan tydeligt huske da Cars kom ud. Alt Pixar havde udgivet indtil da havde været lutter topkarakterer fra alle sider af, kunne dette filmstudie virkelig ikke begå fejl? Jo, det kunne det så. Cars er ikke en dårlig film, ingen Pixar film er deciderede dårlige, men Cars kan altså på sin bedste dag ikke blive til andet end en middelmådig animationsfilm til børn.


15. Brave (2012)


2012 var det mærkelige år hvor Disney lavede en Pixarfilm, og Pixar lavede en Disneyfilm. Disney lavede den meget kreative og dybe Wreck-It-Ralph, mens Pixar lavede den meget overfladiske og traditionelle Brave. Brave er en god gammeldags prinsessehistorie, som Pixar prøver at lave unik ved at sætte universet i den keltiske kultur. Men man skal ikke kigge meget under overfladen for at se den samme gamle historie udfolde sig. Prinsessen er en stærk selvstændig kvinde, der bryder tidens normer ved ikke at ville gifte sig med den mand hendes forældre vil have hun gifter sig med, hun bliver sur og stikker af… blah blah blah, de bliver alle venner til sidst og datteren får sin vilje og får moderniseret den traditionsplagede middelalder. Det bliver bare kedeligt.


14. Finding Dory (2016)


Den største fejl ved Finding Dory er, at 90% af filmen foregår oven vande. Det er godt nok den dummeste beslutning man kunne have taget. Det unikke ved Finding Nemo-universet er jo at det foregår under vandet! ingen andre Pixarfilm har den fantastiske mulighed med at udforske havets mange eventyr, og ved at lade filmen foregå på landjorden det meste af tiden, forsvinder magien langsomt, og den drukner til sidst i en følelse af, at man har set det hele før. Så er den i øvrigt super urealistisk og fyldt med store plothuller. Ingen ser blæksprutten køre en barnevogn gennem vandlandet? Nej, okey… Kører blæksprutten varevogn nu? Aha… Konstante ting som det, der desværre ødelægger hvad der kunne have været en god film.


13. Monsters University (2013)


Monsters University lyder mere som en udvidelsespakke til The Sims end en egentlig film, men man skal ikke lade sig narre. Skønt dens stærke stank af unødvendig efterfølger, er den nemlig meget mere vellykket end man skulle tro. Historien er fin og binder den godt sammen med den originale film. Den ødelægger ikke den originale, som nogle efterfølgere kan gøre. En rigtig letfordøjelig film til en fornøjelig aften i sofaen uden de store tanker.


12. The Incredibles (2004)


Det kan måske virke mærkeligt, men The Incredibles har aldrig ligget så lunt i min lomme. Det er ellers en af de meget populære film fra Pixars side. I min verden virker hele superheltetemaet bare ikke til Pixars fordel, også selvom jeg godt kan lide idéen med Pixars version af en populær genre. Jeg vil skyde på at lidt over halvdelen af alle animationsfilm har noget med superhelte at gøre, og det er her problemet ligger. Selvom den er sjov og underholdende, så bliver jeg bare lidt træt. Jeg har ikke behov for en ny animeret superheltefilm. 


11. A Bug's Life (1998)


Jeg må indrømme at det er længe siden jeg har set A Bug's Life, men med alle de gode minder jeg har af den fra barnsben af, kan jeg ikke andet end at give den fuld respekt. Den når dog ikke at komme med i top 10, men det er stadig en rigtig god film. Hele myretuen og den store insektverden der findes når vores hovedperson drager ud på eventyr, er så kreativ og fantasifuld, at man som barn (og voksen) ikke kan undgå at blive fascineret, og bygge videre på den om natten i ens drømme. Så selvom A Bug's Life ikke er den Pixarfilm med mest krudt i, så giver mine personlige minder den et spark op ad listen.


10. Toy Story 2 (1999)


Den dårligste af trilogien. Toy Story 2 så jeg meget som barn, men skønt der er mange gode barndomsminder forbundet med denne film, kan jeg i dag godt se dens mange små fejl. Overordnet virker historien en smule ligegyldig, og nogle af de tilføjede karakterer er lidt irriterende. Især Jessie kan virke lidt belastende som Buzz' "love interest". Når det nu er sagt er der stadig mange legendariske scener i Toy Story 2, som jeg helst ikke ville være foruden.


9. The Good Dinosaur (2015)


The Good Dinosaur, hvad skete der? Nok den mest glemte Pixarfilm, skønt den havde præmiere i 2015. Jeg ville skyde på at det er den de fleste ikke har set, og det synes jeg er synd. The Good Dinosaur er nemlig en meget undervurderet film, der skønt den træder i velkendte spor, gør det på en forholdsvis unik måde. Den er til tider meget skræmmende, og der er endda en scene hvor vores hovedperson og hans ven bliver skæve af nogle rådne bær. En børnefilm hvor vores hovedperson har et syretrip? det har jeg ikke set siden Dumbo. Respekt!


8. Up (2009)


At Up er så langt nede på listen kommer nok til at overraske mange, for Up er nemlig manges ynglingsfilm når det kommer til Pixar, men Up har aldrig rigtig talt til mig. Lige fra første gang jeg så den, har der været noget ved Up som jeg ikke har kunnet lide. Den virker på en måde ikke som en fuldendt film. Historien og karaktererne svæver bare lidt i luften, som den gamle mand i sit hus, og får aldrig noget rigtigt at holde fast i. Det er en meget drømmende film, som egentlig burde tale ret meget til mig som et meget drømmende menneske, men nej. Skønt jeg stadig synes det er en rigtig god film (tag ikke fejl af det), med en meget sørgelig og fangende intro, så har den desværre altid virket som Pixars version af en fransk kunstfilm der prøver lidt for hårdt.


7. Toy Story (1995)


Den første spillefilm fra Pixar, og måske en af de vigtigste animationsfilm nogensinde (og med animationsfilm mener jeg 3D, ikke tegnefilm). Alle karaktererne i Toy Story er så godt fundet på, og har så klare fjollede personligheder, at filmen bliver meget nem at sluge. Under den fjollede og meget børnede facade ligger der dog noget dybere, en meget voksen historie om at finde sig selv, og det er her hvor Pixar virkelig skinner igennem. Pixars film er nemlig ikke kun fokuseret til børn, men lige så meget til voksne. Det er de børnefilm der holder, dem man ser igen som voksen og får et dybere budskab ud af. Fantastisk!


6. Toy Story 3 (2010)


Jeg gik i lang tid og debatterede med mig selv hvilken Toy Story-film der er bedst, var det den første, eller den tredje? Ultimativt er de lige gode, men i min verden er Toy Story 3 altså en my bedre end Toy Story. Svaret ligger i underholdningsværdien. Jeg synes simpelthen at den tredje er mere underholdende end den første, og så måtte det kontroversielle valg jo tages. Det er en fuldstændig perfekt afslutning på den gamle historie, og på de karakterer man har fulgt siden barndommen. At der så kommer en Toy Story 4 i 2019, det må briste eller bære. Overordnet synes jeg det er en dårlig idé, og ville hellere have at de begyndte på et nyt eventyr, i stedet for at rive op i et afsluttet kapitel. Money Talks, I guess… (jaaa, jeg kan også tale engelsk)


5. Inside Out (2015)


Første gang jeg så Inside Out følte jeg ikke så meget for den, og tænkte at det var en af Pixars mindre gode film. Den var for barnet, hvilket den også visse steder kan være. Det tog en psykisk nedtur før jeg virkelig fik øjnene op for de genialiteter filmen besidder, for når man ser denne film med en følelsesmæssig forvirret hjerne, så kan man ikke andet end at få våde øjne.


4. Ratatouille (2007)


Ratatouille, måske en af de film i verden med det mest besværlige navn at stave, eller også er det bare mig der ikke er den store grammatiske professor. Men skønt det besværlige navn, er filmen alt andet end besværlig. Ratatouille er lidt som at gå på en fin restaurant og spise en lækker tre retters menu. Den er elegant, poetisk og glider nemt ned.


3. Monsters, Inc. (2001)


Hvis der er noget folkene i Pixar er gode til, så er det idéer, og Monsters, Inc. er en af de bedste idéer til en børne- og ungdomsfilm nogensinde. Og ikke nok med at idéen er god, udførslen af idéen er ligeledes fantastisk. Det er det der er det mest fascinerende ved Monsters, Inc. Vi går jo alle rundt med sjove idéer inde i vores hoveder, men det er de færreste af os der kan finde ud af at få tankerne ud i den virkelige verden, og skabe noget genialt. Monsters Inc. er en sindssyg idé, udført på den bedste mulige måde.


2. Finding Nemo (2003)


Måske den Pixarfilm jeg har set flest gange. Jeg husker i hvert fald tydeligt Finding Nemo være på heftig rotation i den gode game VHS-maskine. Jeg tror i øvrigt det var en af de sidste VHS'er der blev købt før vi skiftede til DVD, hvilket var på tide, det var 2003 og så måtte vi jo skifte til den digitale video disk. Finding Nemo var revolutionerende da den kom ud, man havde aldrig set verdenen under havet animeret på den måde før, og selvom dens 14 år på bagen, holder animationerne stadig. Kreative karakterer og en fed historie fyldt med spænding og humoristiske scener der stadig er sjove den dag i dag. Det er bare godt håndværk, det kan ikke siges anderledes.  


1. Wall·E (2008)


Første gang jeg så Wall-E var jeg fuldstændig blæst væk. Dette var kke en normal Pixar-film… Den lange intro med den stille opbygning af den post-apokalyptiske verden, den vanvittigt karismatiske robot Wall-E med hans trofaste kakerlak og den skræmmende, ja nærmest deprimerende realistiske fremtidsudsigt for menneskeligheden. Wall-E har en helt speciel plads i mit filmhjerte, og er for mig den ultimative Pixarfilm. Den kan godt tabe børnene hen ad vejen, men den vinder til gengel de voksnes hjerter.